← attende til bokstova

Norsk Navnebog, eller Samling af Mandsnavne og Kvindenavne

Av Ivar Aasen (1878). Sjå faksimilar av boki på Nasjonalbiblioteket.

Denne boki er digitalisert med Optical Character Recognition (OCR) og kann hava lyte.

Det kunde ved visse Leiligheder være ønskeligt at have en Oversigt af de Mandsnavne og Kvindenavne, som nu ere i Brug, eller som i den seneste Tid have været brugelige her i Landet; men det vil altid falde noget vanskeligt at faa dem alle samlede, da de for en stor Deel maa opsøges i Haandskrifter og Optegnelser fra meget forskjellige Hænder. Og da nogle af disse Navne forefindes i flere forskjellige Former, vil der ofte ogsaa blive Tvivl om, hvilken Form der skal ansees som den retteste. For en stor Deel have vi rigtignok en god Veiledning i de skriftlige Optegnelser fra den gamle Tid, da Navnene bleve tydeligere udtalte og rettere skrevne, end som nu er sædvanligt; men imidlertid have vi nu ogsaa en Mængde af Navne, som ikke forefindes i de gamle Skrifter, og hvis Opkomst ofte er vanskelig at forklare. Vi faa altsaa ikke gjøre os nogen Forventning om at finde en sikker Bestemmelse af den rette Form for alle disse Navne, og heller ikke vente at finde en fuldstændig Samling af alle norske Navne; men alligevel kan det dog være nyttigt at have den største Deel af Forraadet samlet og opstillet i saadan Orden, at man derved kan komme til en nogenlunde rigtig Opfatning af de almindelige Former.

Om Brugen af de norske Navne skrev jeg engang et Stykke, som blev optaget i Tidsskriftet „Folkevennen“ for 1854; og dermed fulgte der i næste Aargang et Register over de Navne, som jeg til den Tid havde samlet. Imidlertid havde Professor Munch allerede henvendt sin Opmærksomhed paa denne Sag. Efter at have skrevet et Par mindre Stykker derom i den norske Folke-Kalender (1849 og 1854), meddelte han tilsidst i sit norske Maanedsskrift 1857 en udførlig Afhandling om de norske Navnes Form og Sammensætning med fortræffelige Oplysninger om den gamle Navneskik hos de beslægtede Folkeslag. Denne Afhandling findes nu ogsaa aftrykt i det fjerde Bind af Munchs samlede Afhandlinger; men man kunde ellers ønske, at den for længe siden havde været udgiven som en Bog for sig selv, for at den kunde blive mere bekjendt og udbredt iblandt Folket.

Efter den udførlige Behandling, som Navnene ved dette Arbeide af Professor Munch havde faaet, kunde det synes saa, at der nu ikke behøvedes noget mere i denne Sag; men alligevel have dog mange ønsket ogsaa at have et Register over de norske Navne, og derfor er jeg da ofte bleven tilraadet at foretage et Eftersyn af mit Navneregister og lade det udkomme som en særskilt Bog. Men for dette Tilfælde ønskede jeg først at have en mere fuldstændig Navnesamling, og desuden har jeg altid ventet paa nye Oplysninger om enkelte dunkle eller tvivlsomme Navne. Derved er da dette Arbeide blevet længe udsat og forsinket; men imidlertid er dog noget vundet derved, idet jeg baade har faaet et større Forraad af Navne og tillige har fundet nogen Tilhjelp i adskillige Skrifter, som i de senere Aar ere udkomne i andre Lande, fornemmelig i Tyskland.

Det fuldstændigste Forraad af Navne maa nu være at finde i de samlede Folketællings-Lister, og derfor har jeg da henvendt mig til det statistiske Kontor og faaet Adgang til at gjennemsee Navnelisterne fra en af de sidste Folketællinger (nemlig fra 1865). I denne store Samling har jeg da først og fremst gjennemgaaet Listerne fra de Bygder, som pleie at have de fleste gamle Navne, og dernæst ogsaa enkelte Lister fra enhver Deel af Landet. Og da det nu kunde antages, at adskillige gamle Navne i den sidste Tid kunde være vragede og gaaede af Brug, har jeg ogsaa gjennemseet en stor Deel af de ældre Navnelister i Rigsarkivet, ligesom jeg ogsaa har benyttet enkelte andre Optegnelser om Navne fra det forrige Aarhundrede. Det kunde endog være ønskeligt at gjennemlæse en Folketælling for Bygd og By over det hele Land; men et saadant Arbeide vilde da blive alt for langvarigt, og alligevel vilde man endda ikke være sikker paa at have fundet alle Navne. Der er nemlig Exempler paa, at et og andet gammelt Navn kan virkelig være i Brug iblandt Folket, men alligevel mangler i Navnelisterne, fordi det nemlig har været opfattet som en Form af et andet Navn, som var mere bekjendt. Og saa er der ogsaa flere Uleiligheder ved at samle Navne af Haandskrifter, idet man lettelig kan læse feil og ofte træffer Navne, som ere vanskelige at læse, saa at man hellere vil gaa dem forbi end udsætte sig for at forvanske dem ved Afskrivningen.

For Brugen af denne Navnesamling kunde det synes bekvemmest at finde alle Navne opstillede i et eneste Register; men forsaavidt som man ønsker at faa et Begreb om den egentlige norske Navneskik, maa det dog være tjenligere at have de norske Navne opstillede for sig selv, da man derved faar en Navnerække med større Enhed og indre Sammenhæng, ligesom man da ogsaa undgaar den Ulempe, at en og anden Anmærkning om Navnets Opkomst maatte gjentages paa flere Steder. Af denne Grund opstilles her først en Række af norske Navne, dernæst en Række af fremmede eller indførte Navne og tilsidst en kort Opregning af nydannede Navne med fremmed Form.

Blandt de ældre Optegnelser, hvortil der ved Leilighed kunde henvises, kunne følgende her blive nævnte. 1) Matrikulen fra 1838. 2) Listerne fra Folketællingen i 1801. 3) Wilse’s Spydebergs Beskrivelse, 1779 (Side 424 og Tillæg XLVI). 4) Pontoppidans Navne fra Bergens Stift i hans norske Glossarium, 1749. 5) De Fine’s Beskrivelse over Stavanger Amt, 1745. (Indført i Nicolaysens Norske Magasin, tredie Bind). 6) Optegnelser fra 1743, en Samling af Beretninger til Svar paa visse Forespørgsler fra Regjeringen. (Ikke fuldstændig).

Forkortninger.
Berg. Bergens Stift.
Dipl. Det norske Diplomatarium.
F. L. Folketællings-Listerne.
Gbr. Gudbrandsdalen.
G. N. Gammel-Norsk.
Hall. Hallingdal.
Hard. Hardanger.
Jf. Jævnfør (til Sammenligning).
Kv. Kvindenavn.
M. Mandsnavn. 		Matr. Matrikulen.
Ndm. Nordmøre.
Nfj. Nordfjord.
Nhl. Nordhordland.
Rbg. Raabygdelaget.
Ryf. Ryfylke.
Shl. Søndhordland.
Tel. Telemarken.
Trondh. Trondhjems Stift.
Østl. Østlandet.

I. Norske Navne.

Dette skulde da være en Opregning af de hjemlige norske Navne, som nu ere i Brug eller ialfald have været brugte i dette eller det forrige Aarhundrede. (De øvrige Navne, som findes at være indførte fra andre Folkeslag, ville senere blive kortelig omtalte). Det maa imidlertid være bemærket, at dette Navne-Register hverken kan være ganske fuldstændigt eller heelt paalideligt i alle Dele, da flere af de her opregnede Navne staa noget løst og usikkert, deels fordi deres oprindelige Form har været vanskelig at udfinde, og deels derfor, at de kun ere støttede til skriftlige Optegnelser, hvori en eller anden Misfor-staaelse let kunde have indsneget sig.

Om Navnenes Skrivemaade kan det endnu tilføies, at de i dette Register ere opstillede i den Form, som nærmer sig mest til den gamle Skrivemaade og ellers passer bedst til Sprogets ægte Former; men dermed er det dog ikke sagt, at den her opstillede Form i hvert Tilfælde er den eneste rette. Der er nogle Navne, som gjerne kunde skrives i en ældre Form, f. Ex. alle de, som begynde med „Tor“, som egentlig er Thor, saasom Thora, Thord, Thorbjørg, Thorbjørn, Thorvald o. s. v., og ligeledes de, som slutte med „Ulv“, i ældre Form Ulf, saasom Brynjulf, Ingulf, Øyulf, Thorolf, m. fl. hvortil man ogsaa kan lægge Navnene Alv, Eiliv og Olav, som endog kunde synes at være mere tækkelige i den ældre Form Alf, Eilif og Olaf. Derimod er der ogsaa nogle Navne, som gjerne kunde skrives i en lettere eller nyere Form; saaledes de, som begynde med „Ann“ i Stedet for det gamle Arn, saasom Arnbjørn, Arngrim, Arnlaug, og ligesaa de, som slutte med „ild“ for hild, saasom Brynild, Gunnild, Ragnild. Saadanne Til-lempninger efter Hverdagstalen findes allerede ofte i gamle Skrifter, blandt andet i Brevsamlingerne fra Tiden ved Aar 1300 og senere, hvor man af og til træffer saadanne Former som Anbjørn, Andor, Anfinn,

Botild, Brynild og lignende. Imidlertid burde man engang holde Maade med denne Tillempning; thi det er da altid en vigtig Ting, at Navnene saavelsom andre Ord kunne vise sig for Folket i deres rette Form, idet man ved selve Skrivemaaden kan hjælpe til at bevare de bedre Former fra Fortiden, i Stedet for at stadfæste og bestyrke al den Skjødesløshed, som kan finde Sted i Dagligtalen. Naar f. Ex. Navnet Ljodolv kan afstumpes til „Jøl“, eller Tjodolv til „Kjøl“ og Tjodunn til „Kjøn“, da kan det ikke negtes, at dette er en Forvanskning, og at den Stump, som staar tilbage, er uden Betydning. Allerede den Uskik, at man i visse Stillinger bortkaster Lyden „d“, er nok til at gjøre mange Navne ukjendelige, og der har vistnok været adskillige gode Navne, som just af saadan Aarsag ere blevne ubrugelige, saasom Audhild, Tjodhild, Modolf, Fredgeir, som naar de skulde opstilles i Formen, Auel, Kjoel, Moel og Frier, maatte blive baade ubekvemme og meget uforstaaelige. Rigtig-nok høre vi, at man ogsaa i andre Lande har visse stærke Forkortninger af enkelte gamle Navne, men i Skrift faa vi dog sædvanlig see dem i en ældre og fuldkomnere Form.

Af de Navne, som her ere optagne af ældre Navne-lister, ere allerede flere betegnede som tvivlsomme eller usikkre; og af saadanne Navne kunde mange flere tillægges, hvis det ikke optog formeget Rum. Som et Udvalg af dem kan her nævnes: Hedevard, Olduf, Radlef, Sellik, Stoe, Taarn (Torn?), Tornag, Vikan; — Aldri (Alrid?), Anvig (Arnveig?), Dammei (Dagmøy?), Elsri, Tormild, Valme (Valmøy?), Viborg (Veberg?). — Mere besynderlige ere saadanne som: Fordeel fra (Helgeland), Oberg (fra Vesteraalen) og Soland (fra Østerdalen). Og forøvrigt er der adskillige, som efter al Sandsynlighed ere feilskrevne, ligesom der ogsaa er nogle, som maa ansees som fremmede, og som vi maaskee senere faa Leilighed til at omtale.

Om vort Forraad af norske Navne.

Det foregaaende Register indeholder vel i det hele omtrent 600 Navne; men da mange af dem ere usikkre, og nogle kun ere forefundne paa et enkelt Sted i en eller anden Navneliste, saa kunne vi hellere sætte Tallet ned til 500. Men nu vide vi af gamle Skrifter, at det norske Folk for nogle hundrede Aar siden havde et Navneforraad, som var dobbelt saa stort, uagtet Folketallet den Gang var meget mindre end som det nu er. Man lægge Mærke til, at det kun er norske Navne, som vi her tale om; hvis ikke dette var, maatte vi rigtignok sige, at der aldrig nogensinde har været saa mange Navne i Landet som nu. Vort Forraad har faaet en meget stor Tilvæxt; men denne Tilvæxt er opkommen ved Indførsel og ved Efterligning af fremmede Mønstre. Vistnok var her ogsaa i det trettende og fjortende Aarhundrede nogle fremmede Navne; men de vare da saa faa, at det var som ingen Ting imod den store Mængde af hjemlige Navne. Nu derimod have fremmede Navneformer og Navnestumper i nogle Bygder faaet en saadan Overvægt, at det næsten seer ud, som om et andet Folkeslag havde indtaget Landet og underkuet hele den gamle Slægt.

Der har i lange Tider været liden Adgang til at faa nogen fyldig Kundskab om den gamle Navneskik, da mange af vore gamle Skrifter endnu ikke vare bekjendte eller udgivne paa Prent. Men dermed er der nu i den sidste Tid skeet en god Forandring. Man har faaet bedre Udgaver af de historiske Skrifter; man har faaet Aftryk af et Par gamle Jordebøger, som ogsaa indeholde adskillige Navne paa Mænd og Kvinder, og hertil kommer da endelig den store Samling af gamle Breve, som er udgiven under Titel af „Diplomatarium norvegicum“, og hvoraf der til denne Tid er udkommet 9 store Bind. Disse Brevbøger ville nu blive den rigeste Kilde til Kundskab om Navneskikken; de indeholde noget fra hver Deel af Landet, de nævne ligesaavel de simpleste Almuesfolk som de mægtigste Herremænd; de nævne ligesaa snart en Kvinde som en Mand, da nemlig Brevene for en stor Deel kun indeholde Vidnesbyrd om Arv og Eiendom, om Kjøb eller Gaver og lignende Sager, som vedkomme Mænd og Kvinder uden Forskjel. Det kan altsaa nu være en let Sag at samle sig et stort Navneregister fra den Tid, da Navneskikken saavelsom Sproget endnu stod trygt paa den hjemlige Grund, og den fremmede Indblanding endda var saa ubetydelig, at den ikke kunde gjøre nogen Virkning. Vistnok ere de gamle Optegnelser ikke saa mange, som de kunde være, og uden Tvivl ere mange gamle Breve blevne bortkastede eller ødelagte ved de senere Slægters Vankundighed og Skjødesløshed; men alligevel er dog en stor Deel bleven bevaret, saa at man ret ofte kan finde en fornøielig Oplysning, om hvad Folk der boede paa Gaardene for fem eller sex hundrede Aar siden.

Ved et Eftersyn af disse gamle Optegnelser finde vi nu, at der trods al den fremmede Indblanding dog er en stor Deel Navne, som have holdt sig vedlige til vore Tider og tildeels ogsaa ere i megen Brug. Her er endog enkelte Navne, som vi ikke hidtil have fundet i de gamle Skrifter, men som dog have tydelig Grund i den gamle Navneskik, saa at det synes kun at være et Tilfælde, at de ikke forefindes i de Brevskaber, som vi have tilovers fra Fortiden.[1] Imidlertid har dette kun lidet at sige imod alt det, som synes at være tabt i de senere Tider. Det kunde være nyttigt at paavise, hvad det er, som saaledes er bortfaldet; men det vilde her blive altfor langt, og desuden er der ogsaa mange af de gamle Navne, som ere noget ubekvemme og ikke netop skikkede til nogen Fornyelse. Vi kunne saaledes lade det bero med et Udvalg af gamle Navne, som nu synes at være ude af Brug, nemlig følgende:

(Mandsnavne). Arnmod, Asvard, Audfinn, Aarmod, Brandolf, Bryngard, Fastolf, Finnbjørn, Finngeir, Fridgeir (Fredgjeir), Fridstein, Frøystein, Geirfinn, Geirstein, Geirvald, Grimolf, Gunnmar, Haflide, Hallbjørn, Hallgard, Hergeir, Herstein, Hjørmund, Hjørvard, Hun, Hunstein, Hunulf, Ingebjørn, Joar, Jofrøy, Jogrim, Jomar, Koll, Lodmund, Oddleif, Rane, Runolf, Salgard, Sigleif, Sigleik, Sigstein, Sigtrygg, Skofte, Steinmod, Steinodd, Sunnulf, Thoralf, Thorodd, Thorvard, Une, Valbjørn, Valgard, Vegard, Vigfast, Vigulf, Vilmund, Øygeir, Øymod.

(Kvindenavne). Amba, Arndis, Arnthrud, Audgerd (gjerd), Bera, Bergdis, Bergljot, Bjørg, Bryngerd, Dagheid (Dageid), Foldheid, Gudunn, Gylaug, Hallbera, Herdis, Hergerd, Hilderid, Holmfrid, Idunn, Ingunn, Kolfinna, Mungerd, Rafnhild (Ramnild), Salbjørn, Sigrun, Skjoldvor, Steinborg, Steinfrid, Thjodhild, Thorheid (Toreid), Thorøy, Vegerd (Vegjerd), Vigdis, Øygerd (Øy-gjerd), Øyvor.

Til disse Exempler kunne vi ogsaa lægge nogle fra Island, da nemlig dette Lands Indbyggere ogsaa var en Green af det norske Folk, og deres Navneskik var netop den samme som i Norge. Og da de gamle islandske Skrifter give meget udførlige Oplysninger om de første Nybyggere og deres Efterkommere baade af Mandkjøn og Kvindekjøn, saa kunde vi deri finde en ret betydelig Udfyldning til det gammel-norske Navneregister; thi det viser sig nemlig, at dette lille Folk havde et meget rigt Forraad af ægte hjemlige Navne. Af disse kunne vi her tage et lidet Udvalg, idet vi kun optage saadanne, som ikke ere nævnte paa de foregaaende Blade, nemlig:

Alfgeir, Arngeir, Arnodd, Asmod, Bergfinn, Bødmod, Bødolf, Dugfus, Eldgrim, Finnvard, Fridmund (Fredm.), Grimolf, Hafgrim, Hafstein, Hallgils, Haastein, Herfinn, Hergrim, Hunboge, Isolf, Kolfinn, Kolgrim, Kollsvein, Modolf, Oddmar, Snæbjørn, Snæulf, Sveinbjørn, Thjodar, Thorfred, Thorgest, Thorhall, Ulfljot, Valbrand, Vegest, Veleif, Ørn, Øyfred. — Alfgerd (-gjerd), Alfheid, Arnheid, Asdis, Asvør, Audhild, Dagrun, Dyrhild, Frøydis, Frøygerd, Geirbjørg, Geirny, Geirrid, Hafthora, Hallgrima, Hallvør, Herrid, Herthrud, Hervør, Jodis, Jofrid, Leikny, Ljotunn, Oddfrid, Rodny, Salgerd, Steinunn, Sæunn, Thjodgerd, Thorfinna, Thorhalla, Thorveig, Thorvør, Ulfheid, Ulfrun, Valdis, Vedis, Velaug, Øydis, Øylaug.

Et lidet Tillæg til de foregaaende Navnerækker kunde vi ogsaa finde i vore gamle Stedsnavne, da det, som bekjendt, er mange af disse, som begynde med et Mandsnavn, og især pleier dette at forekomme ved saadanne Gaardsnavne, som ende med „rud“ eller „stad“. Nogle af disse indeholde da ogsaa, som det synes, et Mandsnavn, som ellers ikke er i Brug, og af saadanne gamle Stedsnavne kunne vi her mærke os følgende: Alrekstad (Aal-rik?), Bārekstad (Baar-rik?), Eitilstad, Fredleifstad, Germarsøy (Geirmar?), Gerikstad (Geir-rik?), Grimaldathveit, Gunnrikstad, Heidriksholt, Herikstad (Her-rik?), Hildolfstad, Idungsdal, Jorikstad, Jorulfseid, Kārekstad (Kaar- rik?), Lyngulfstad, Nannsrud, Odulfsthveit, Storolfsrud, Tindulfsland, Throttolfstad, Ulfvaldastad, Vigilsrud (Ve-gils), Vilrekshamar, Yrikstad. Og mange flere kunde endnu opregnes; men disse Navne ere vanskelige at indlade sig paa da det saa ofte bliver tvivlsomt, om Ordets første Deel virkelig skal være noget Mandsnavn. Ellers kunde det synes mærkeligt, at nogle Gaardsnavne fremvise et Mandsnavn, som er bekjendt paa Island, men ikke i Norge, saasom: Gautrikstad, Grettisrud, Illugarud, Isulfsvaag, Skafta-stad og Sniolfstad; men dette er nu ikke saa underligt endda; thi saadanne Navne som Gautrik, Grette(r), Illuge, Isulf, Skafte og Sniolf (eller Snæulf) kunne vel have været længe brugelige her i Landet, uden at vi nu vide noget om det; og ialfald kan man være vis paa, at her har været mange flere Navne end de, som forefindes i de Brevskaber, som vi nu have tilbage fra Fortiden.

Disse sidste Rækker ere her tilføiede, for at man ved at lægge dem sammen med det nyere Navneregister kunde faa et mere tilstrækkeligt Oversyn af Planen eller Grundlaget i den gamle Navneskik, som ellers i det følgende vil blive noget nærmere omtalt. Det kunde ogsaa være nyttigt at opregne alle de norske Navne, som findes optegnede fra Fortiden; men dette bør helst opsættes til en senere Tid, da der nemlig er nogle gamle Brevskaber, som endnu ikke ere komne paa Prent og altsaa ikke ere rigtig tilgjængelige. Ellers kan det her være bemærket, at der iblandt de gamle Navne findes mange, som ligesom staa udenfor den sædvanlige Navneskik og altsaa ikke her kunde blive medregnede. Der er nogle af dem, som ere noget ubekvemme eller (som det nu synes os) mindre passende til Mandsnavne, saasom: Karlshøfud, Svarthøfde, Jammælt, Vedernæm, Neskonung, Skafhogg, Smørbjørn, Smørkoll. Og nogle af dem synes snarest at være opkomne af et Slags Tilnavn eller Øgenavn, saasom: Austmann, Vestmann, Kaupmann, Boksmid, Øxasmid, Langbein, Lutande, Slitande og flere. Men alt dette er da kun en liden Deel imod det store Forraad, som ellers i det hele har saa godt Grundlag og saa god Samstemning med den gamle Navneskik hos de beslægtede Folkeslag, at man vel maatte ønske, at den samme Plan skulde blive fastholdt for de følgende Tider.

Til de ubekvemme Navne kunne vi vel ogsaa henføre nogle, som ende med „thjof“, som Arnthjof, Hunthjof, Øythjof. De synes ikke at have været meget i Brug; i vore gamle Brevbøger finder jeg kun to af dem, nemlig Gunnthjof og Valthjof; men det sidste er skrevet paa saa mange Maader, at det synes som om man ikke har vidst hvad man skulde gjøre med det. Navne med Thjov (d. e. Tyv) kunde maaskee passe for den saakaldte Vikingetid; men alligevel troer jeg dog snarest, at de kun grunde sig paa en Misforstaaelse af en udenlandsk Navneform. Blandt de gammel-engelske Navne findes nemlig nogle faa med „theo“ (ogsaa skrevet theov), som Angeltheo og Valhtheo(v); og i Gammel Tydsk findes det samme i Formen „deo“ (diu, thiu), f. Ex. Adaldeo, Herideo, Sigideo. Men dette Ord (theo eller deo) er ikke det samme som „thjof“; det er et andet Ord, som betyder en Tjener (Følgesvend eller Træl) og altsaa ikke har noget med Tjov eller Tjuv at bestille.

Om Navnenes Form eller Dannelse.

Ved Eftersyn af det samlede Forraad af norske Navne fra ældre og nyere Tid ville vi finde, at der er visse Led eller Stavelser, som komme igjen i flere Navne, saa at de fremstille sig som særskilte Ord, som ere komne i Sammensætning med et andet Ord. Og tillige see vi, at det endog er de fleste Navne, som ere dannede ved en saadan Sammensætning og altsaa lade sig dele i to Ord. Det første Ord eller Led, som her kan kaldes Forledet, gjælder for Mandsnavne og Kvindenavne uden Forskjel; det andet Led (Efterledet) gjør derimod Forskjel paa de to Kjøn, idet et Hankjønsord kun bruges til Mandsnavne og et Hunkjønsord kun til Kvindenavne. (Imidlertid er der dog et Par Ord, nemlig „laug“ og „leiv“, som bruges for begge Kjøn). De sædvanligste af disse Navneled kunne her opstilles i følgende Ordning.

Forled
fælles for Mands- og Kvindenavne:
Alf (Alv). Arn. As (Aas). Aud. Berg. Bjørn. Borg. Bryn. Dag. Ei. Finn. Geir. Gunn (og Gud). Hall. Haa. Her. Hild. Ing (eller Inge). Jo. Lid (Led). Odd. Ragn. Rod (Ro). Sig. Stein. Sæ (og Sjo). Thjod. Thor. Val. Ve. Vil. Øy (fordum tildeels skrevet: Ey). 		Efterled
a) for Mandsnavne:
ar. bjørn. brand. finn. fred. gard. geir. gils. grim. kjell. laug. leik. leiv. mar. mod. mund. rik. stein. thor. ulf. vald. vard.
b) for Kvindenavne:
bera. bjørg. borg. dis. frid. gjerd. gunn. hild. laug. leiv. ni (ny). rid. thrud. unn. veig. vor.

Sjeldnere Forled ere: Ag, Al, Aar, Bil, Bot, Bød (eller Bod), Ein, Eld, Gard, Hag, Kol, Magn, Rann, Raad, Reid, Styr, Søl (Sol), Tjost, Vig, Øl (eller Ol). Mere brugte i Fortiden: Brand, Folk, Fred, Frøy, Gaut, Grim, Hjør, Holm, Hun, Is, Lod, Ramn (Rafn), Skjold, Snæ, Ulf.

Sjeldnere Efterled i Mandsnavne ere: alf, berg, dag, fast, gaut, lak, röd (eller rod) og vin (ven). Mere brugte i forrige Tider: boge, fare, fus, gjest, kaar, ljot, odd, raad og vid (ved).

Sjeldnere Efterled for Kvindenavne ere: heid (eid), run, møy; og fra den gamle Tid: øy, lød, ljot (som i Thorøy, Siglød, Bergljot), og ligesaa: arna, katla, thora, med flere som nærmest ere dannede efter Mandsnavne. I det hele synes der altid at have været lidet Forraad af Former for Kvindenavne, og dette har vel ogsaa i nyere Tider medvirket til, at saa mange fremmede Former kunde finde Indgang i disse Navne.

At nogle Efterled blive forkortede eller fordunklede i Talen, saa at man f. Ex. kun hører „ild“ for hild; „eid“ (eller ei) for heid, og „ro“ for rod (eller rød), er allerede før blevet paaviist; men i nogle Tilfælde kan der dog være Tvivl, om der virkelig er nogen Forkortning, saasom i Navnet Ingvild, hvor det ikke synes umuligt at „vild“ kunde være et Ord for sig selv. Ogsaa i et Par Navne med „ald“ (Torald, Verald) kan det synes uvist om „ald“ er en Forkortning af „vald“; i Navnet Harald synes det derimod at være sikkert, da dette Navn i Gammel-Tydsk fra en ældre Tid hedder Harivald. Dette samme „hari“ eller „har“ er ogsaa anseet som Grundform for Slutningsledet „ar“ i Navnene Einar, Gunnar, Ivar, Ottar, Steinar og flere, endskjønt disse tildeels lyde endnu mere forkortede. (Saaledes f. Ex. paa Søndmøre: Eina, Gunna, Iva, Aatta, Steina). Denne Navneform lader sig nemlig gjenkjende i gammeltydske Navne, som Gundhari (Gunnar) eller Raginhari (Ragnar), og ligesaa i gammel-engelske som Oht-here (Ottar); den er altsaa ikke nogen simpel Endelse, men et gammelt Ord, som hører sammen med „Her“ og nærmest kan forklares som Hærmand eller Stridsmand.

Naar vi nu see nærmere paa de her opregnede Navneled, saa finde vi, at de kunde give Stof nok til et stort Forraad af Navne; men naar vi saa sammenholde dem med det foregaaende Navneregister, saa viser det sig, at mange af disse Led eller Stammer have været kun lidet benyttede; og desmere uheldigt er det da, at Navneforraadet, i Stedet for at forøge sig med Tiden og voxe paa det hjemlige Grundlag, tvertimod har formindsket sig og blevet fattigere. Vi have f. Ex. kun 3 eller 4 Navne, som begynde med „Vil“, men vi kunde godt have flere, saasom Vilgrim, Vilmar, Vilmod, Vilmund, Vilstein, Vilbjørg, Vilgunn, Vilrid o. s. v. Vi have ikke saa faa, som begynde med „Her“; men vi kunde dog have flere, saasom Herfinn, Hergard, Hergjest, Herstein, Hervard; Herdis, Herfrid, Hergunn, Hertrud og fl. Og da der, som før sagt, synes at have været knapt Forraad af Slutningsled for Kvindenavne, skulde det dog være ønskeligt, om man havde benyttet de forefundne Former i flere Forbindelser, i Stedet for at gribe til fremmede Former. Vi have f. Ex. kun 3 eller 4 Navne, som slutte med „dis“ (diis), og vi kunde dog godt have flere, saasom Arndis, Bergdis, Gunndis, Herdis, Jodis, Saldis, Sigdis, Valdis, Vedis, Øydis. Man kunde have flere Navne med „gunn“ (gunna), som Aargunn, Fredgunn, Hallgunn, Raadgunn, Salgunn, Sægunn, Valgunn; og ligedan med „hild“ (hilda), som Berghild, Grimhild, Oddhild, Sighild, Øyhild. Saaledes ogsaa med „trud“ (eller thrud), som Astrud, Gunntrud, Valtrud, Viltrud, Øytrud; og ligesaa med „veig“, saasom Audveig, Bjørgveig, Dagveig, Gunnveig, Herveig, Ingveig, Salveig, Tjodveig, Øyveig. Og hvorfor skulde vi ikke have flere Navne med „run“ end bare Gudrun og maaskee Oddrun? Det kunde dog ogsaa gaa an at hedde Alvrun, Dagrun, Hallrun, Salrun, Sigrun, Tjodrun, Valrun, Vilrun, eller Øyrun. Og saaledes kunde der i mange andre Tilfælde findes Leilighed til at danne sig flere Navne af det gamle Stammeforraad og paa den gamle Maade.

Det kan her være nyttigt at see efter, hvorledes Brugen har været hos andre Folkeslag og fornemmelig hos dem, som have det nærmeste Slægtskab med os i Tungemaalet. I de gamle Navnerækker fra England og Tydskland finde vi da en stor Lighed med vor egen gamle Navneskik; men vi finde ogsaa adskillige Navneled, som synes at være fremmede for vort Folk; saaledes i gammel-tydsk: Adel, Ald, Bald, Berht, Hard, Kuni, Liub, Svind, og i gammel-engelsk Form: Æðel, Eald, Bald, Berht (Briht), Hard (Heard), Kyne, Leof, Svið (eller Svith). Dette kan være værdt at lægge Mærke til, da nogle af disse Former i den senere Tid ogsaa have fundet Indgang hos os, f. Ex. i saadanne Navne som Albert (Adelberht), Baldvin, Gerhard o.s.v. Imidlertid er dog de gamle tydske og engelske Navneled for en stor Deel de samme som vore egne, saa at de enten ere ganske lige (saasom: Grim, Hild, Mund, Run, Sig, Vald, Vard, Vil) eller kun have en liden Afvigelse i Formen efter Sprogets særegne Lydskik, som til Exempel:

G. Tydsk: Alb. Ans. Ot. Ger, Gund, Ort. Diut.

G. Eng.: Ælf. Os. Ead. Gár. Gúð;. Ord. þeod.

G. Norsk: Alf. Ás. Aud. Geir. Gunn. Odd. þjod.

Men i det hele er der dog en større Rigdom af Former og allermest gjælder dette for de gammeltydske Navne, som ei alene fremvise en stor Mangfoldighed af Navneled, men ogsaa en mærkelig Frihed i Brugen og Sammensætningen af disse Led, idet den samme Form saa ofte kan sættes sidst i det ene Navn og først i det andet, f. Ex. Berhtrand og Randberht, Fridubald og Baldfrid, og saa videre.[2]

Nu er det at mærke, at denne Skik at danne Navne af sammensatte Ord ikke er nogen Særegenhed for Nordboerne og Tydskerne, men tvertimod tilhører mange flere Folkeslag. Det er ved Undersøgelse af Folkeslagenes Historie paaviist, at den samme Brug har fundet Sted i de fleste Dele af den store Folkerække, som man kalder den „indogermaniske“, og altsaa har strækket sig over den største Deel af Europa og en stor Deel af Asia. Hos disse mange Folkeslag har det altsaa været det sædvanligste at danne Navne ved en Sammensætning af to Ord, og især saaledes, at enten begge Ord eller ialfald det ene af dem skulde have en vis høiere Betydning, saasom: Bosted, Folk, Selskab, Raad, Magt, Mod, Styrke, Strid, Seier, Ære, Yndest, Fred, eller noget lignende.[3] Naar vi saaledes finde f. Ex. det græske Navn Nikomenes forklaret ved Seier og Mod (omtrent som vort Sigfus), eller det russiske Navn Ratislav opfattet som en Forbindelse af Strid (rati) og Ære (slava), saa kunne vi allerede deri see en stor Lighed med vore egne Navne; og dette er da ogsaa et Prov paa, at de adskilte Folkeslag have mere tilfælles, end man egentlig havde ventet.

Imidlertid er der en af de gamle Folkestammer, som har dannet sine Navne noget anderledes, nemlig den italiske eller romanske. I Navnene hos dette Folk mærker man ikke synderlig til nogen Sammensætning, men derimod jævnlig til Afledning, saaledes at det ene Navn er dannet af det andet ved Tillæg af en vis Endelse, som ikke har nogen Betydning for sig selv, f. Ex. Severinus og Severina af Sever (Severus). Saaledes findes (i latinsk Form) ved Siden af Julus, Julia og Julius, Juliana og Julianus; og ved Siden af Victor: Victoria og Victorius, Victorina og Victorinus og endelig Victorianus. Denne Skik er siden ført videre af de romanske Folk (Italienere og fl.), saa vi hos dem ogsaa finde nyere Navne med lignende Form saasom Bertino, Adelina, Arabella, Enrichetta, Carlotta o. s. v. Og paa Grund af den Anseelse, som disse Folk have nydt, har deres Navneskik ogsaa fundet Efterligning i de nordlige Lande og derved virket til Forvanskning i den nordiske Navneskik, idet man ei alene har optaget Navne med romanske Former, men ogsaa har dannet nye Navne efter det samme Mønster.

Men idet vi her tale om Sammensætning, maa vi ogsaa komme i Hu, at vi have en Række af Navne, som ikke ere sammensatte, men kun bestaa af et enkelt Ord, saasom Atle, Faste, Fuse, Snare, Dyre, Helge, Bjørn, Are, Svein, Gjest o. s. v. Da nu disse Navne ere de simpleste, kunde man snarest tænke, at de have udgjort det første eller oprindelige Navneforraad, som først senere er blevet udvidet eller forøget ved Sammensætning; og i vore gamle Skrifter findes ogsaa Spor til en saadan Opfatning, saasom naar det hedder, at Navnet Brand blev engang forandret til Gudbrand, eller at man ved en vis Leilighed forlængede Navnet Geir til Vegeir, Leiv til Hjørleif, Stein til Thorstein, eller Grim til Thorgrim. Men deraf faa vi dog ikke slutte, at det altid har gaaet saaledes. Det kunde ligesaa let hænde, at et sammensat Navn blev til Hverdagsbrug forkortet, saa at kun den ene Deel deraf stod tilbage, f. Ex. Kol for Kolbjørn, eller Sigga for Sigrid. Denne Sag er i de senere Aar blevet behandlet af flere dygtige Sprogmænd, fornemmelig i Tydskland; og derved er man da kommen til den Opfatning, at de sammensatte Navne ere de fuldkomne eller de fuldstændige Navne, hvorfor de da ogsaa kaldes „Fuldnavne“ (Tydsk: Vollnamen), medens derimod de Navne, som kun indeholde et enkelt Ord, maa ansees som Forkortninger og derfor kunne kaldes Hjemmenavne eller Kjælenavne (T. Kosenamen).[4] Efter denne Opfatning kunde en gammelnorsk Navneslægt, f. Ex. med Forledet „Geir“, opstilles saaledes:

a) Fuldnavne: Geirfinn, Geirleif, Geirmund, Geirstein, Geirulf, Geirvald; — Geirhild, Geirlaug, Geirthrud.

b) Kjælenavne: Geir, Geire (M.); Geira (Kv.).

Og da nu vor hjemlige Navneskik fra gammel Tid falder saa nær sammen med den tydske og engelske, saa maa vel den samme Synsmaade ogsaa gjælde for vore egne Navne. I mange Tilfælde vil det ogsaa synes mere rimeligt at opfatte det usammensatte Navn som en Forkortning i Stedet for et fuldstændigt Navn; saaledes f. Ex. Bjørn, Ulv, Orm, Stein, Holm, Gaut, Finn og flere, som kunde synes mere passende i Sammensætning med et andet Ord end i den eenlige Stilling. I nogle andre Tilfælde, saasom ved Navnene Dyre, Helge og Atle, vil man derimod synes at Navnet er fuldstændigt nok, og at man ikke let kan tænke sig nogen Sammensætning med et andet Ord; desuden have jo saadanne Navne ogsaa været brugelige i al den Tid, som vi vide noget om. Af denne Grund ere vi tilbøielige til at tro, at der vel kunde være nogle Navne, som kun indeholde eet Ord og dog ikke ere forkortede; men forøvrigt kunne vi godt ansee den Sætning som gjældende, at de regelrette og fuldkomne Navne ere de, som dannes ved en Sammensætning af to Ord. Imidlertid har nu dette Spørgsmaal ikke nogen synderlig stor Betydning for Navnenes almindelige Brug.

Om de norske Navnes Betydning.

I det foregaaende Oversyn af Formerne i de hjemlige norske Navne er det kun lidet som er sagt om deres Betydning; og dog burde denne Sag ikke være saa ganske løselig affærdiget. Men noget Forsøg til Forklaring af alle Navne tør vi dog ikke indlade os paa, da nogle ere meget dunkle, og nogle kunne forklares paa to eller tre forskjellige Maader, ligesom der ogsaa er nogle, som have sin Grund i den gamle Historie og derfor vilde behøve en meget lang Forklaring. Det nødvendigste er at give nogen Oplysning om de Ord eller Led, som Navnene ere dannede af, og dette er allerede gjort af Prof. Munch i den føromtalte Afhandling. Imidlertid kan dog Læseren med Billighed ønske, at ogsaa denne Bog skulde indeholde noget om Betydningen af disse Navneled; og forsaavidt som disse Ord lade sig forklare noget kortelig, kunne de her opstilles i et Register for sig selv:

Ag: Ave (Respekt). — Alv: Alf (hvorom senere). — Ar (f. Ex. i Ein-ar): Hærmand, Stridsmand. — Arn: Ørn. — Aud: Formue, Eiendom. — Aas (og As): en Opholder, Støtte; ogsaa et Gudenavn (hvorom senere). — Ber: Bjørn. (Bera: Hunbjørn). — Berg: Bjerg, eller Bjergning, Hjælp. — Bjørg: Hjælp eller Beskyttelse. — Bjørn (Bjønn): Bjørn (med Begreb af Mod og Styrke). — Borg: Beskyttelse, Forsvar. — Bot (Boot): Bedring, Hjælp. — Brand: Sværd, Vaaben. — Bryn (-Brynja): Pantsersærk. — Bød (eller Bod): Strid. — Dag: Dag eller Lys. — Dis (Diis): Skjoldmø, Valkyrje (hvorom senere). — Ei (som i Ei-rik): altid, stedse. — Eld, vel egentlig: Hjem, Bosted (Arnens Ild). — Finn, maaskee klog eller opfindsom, men kan forklares paa flere Maader. (I de britiske eller irske Navne betyder „finn“: hvid). — Folk: Selskab, Følge. — Fred (Frid): Fred, eller Fredstifter. — Frid (Friid): fager, smuk. — Fus (fuus): villig, modig. — Gard: Gjærde, Værn, Forsvar. — Gaut: En som gyder (ɔ: støber, former); altsaa en Mester, Kunstner(?). — Geir: et Spyd. — Gils (= Gisl): Gidsel, Fredspant. — Gjerd (Gerd): omgjærdende, beskyttende. — Grim (Griim): udrustet med Hjelm eller Dække over Hovedet (?). — Gunn: Strid, Krig. (S. Anmærkning til Gudbjørg, S. 17). — Hag: Gjærde, Hegn. — Hall: Steen (Jf. Stein). — Hav (Haf): Havet; eller ogsaa for Haver (Hafr), ɔ: en Buk. — Haa: høi, stor. — Heid: klar, lys; ogsaa et Navn paa Guldet. — Her: Hær, Skare, Hob. — Hild: Strid, eller Ledsagerinde i Striden. — Hjør: et Sværd. — Inge, maaskee Høvding, eller Stamfader. (Dog meget dunkelt). — Jo (eller Jor): en Hest. (Giver i Sammensætning Begrebet: ridende). — Kjell og Kjetel: Kjedel. (Maa vist ogsaa have havt en anden Betydning, s. S. 27). — Kol: Kul; maaskee Arnested eller Hjem. — Lak, forklaret som en Form af „Leik“, men findes ogsaa i tydske Navne og maa vist være et andet Ord. — Laug, har maaskee Begrebet: reen eller klar; dog er dette uvist. — Leik: Leg, eller legende. — Leiv (Leif): efterladt (levnet); Efterkommer. — Lid (Led): Følge, Ledsagelse. (Har ellers flere Betydninger). — Magn: Styrke. — Mar (og Maar): ypperlig, eller navnkundig. — Mod: modig, djærv. — Mund: Beskyttelse, Forsvar. — Ni (fordum Ny): ny i Slægten, tilvoxende. — Odd: Spyd (Spids), eller Piil. — Orm: egentlig Slange (vel nærmest efter den gamle Forestilling om en Bevogter af en Skat). — Ragn: Raad eller raadende Magt. — Rand: Skjold. — Rann: Huus, Hjem. — Reid: Ridning, ridende Følge. (Dog ogsaa med flere Betydninger). — Rid: ridende (?), udrustet til en Udfærd (ligesom de ridende Valkyrjer). — Rik: mægtig, raadende. — Rod (Ro): Ære, Berømmelse. (I ældste Form Hrodr)[5]. — Run (ruun), omtrent som „Veninde“; egentlig: fortrolig eller hemmelig Samtale. — Sal: Huus, Værelse. — Sig (Seg): Seier, Lykke. — Sol (eller Søl), kan forklares ved „mørk“ eller „sortladen“, men er ellers dunkelt. — Stein: Steen (Ædelsteen, Perle eller deslige). — Styr (Stør): Strid, Uro. — Svan: Svane (med Begreb af noget stort og anseeligt). — Sæ (og Sjo): Sø, Hav. — Tjod (Thjod): Folk, Slægt. — Tjost, s. S. 256. — Tor (Thor), omtrent som vældig eller kjæmpestærk; ellers et Gudenavn (hvorom senere). — Trud (Thrud): Styrke, Kraft. — Ulv: en Ulv (helst med Begreb af Haardførhed eller Kraft til at taale meget). — Unn, kan henføres til „unna“, at ynde eller elske; men har ogsaa flere Betydninger. — Val, kan betyde Valg, eller noget udvalgt; men har ogsaa havt Betydningen: en Fremmed, en Gjæst. — Vald: Magt, Raadighed, eller raadende. — Vard: Vagt, eller en Bevogter. — Ve: Hjemsted; ogsaa Helligdom. — Veig, maaskee: Styrke, Kraft; fordum brugt om en Drik (Styrkedrik). — Vid (Ved): Træ (Stolpe, Støtte). — Vig: Slag, Kamp. — Vil: Villie, Velvillie. — Vin: Ven. — Vor (Vorr) i Kvindenavne: varsom, klog (?). — Øl (eller Ol), maaskee: Selskab (Gjæstebud). — Øy, passer nærmest for Øboere eller Folk som ere komne fra Øerne.

Nogle af disse Ord have en saadan Sammenhæng indbyrdes, at de her maa omtales lidt mere. Som bekjendt havde man her som andensteds i de gamle Tider forestillet sig Guddommen som et Raad eller Selskab af Guder med hver sit Navn, saasom Odin (ogsaa kaldet Gaut, Grim, Haa o. s. v.), og dernæst Thor, Frøy, Balder og flere. Enhver af Guderne kunde ogsaa kaldes en „Aas“, og tilsammen kaldtes de Æser (Flertal af Aas) og med andre Navne: God (ɔ: Guder), Regin (Ragn), Tivar, Vear, med mere. Men ved Siden af Guderne forestillede man sig ogsaa Gudinder, eller kvindelige Guddomme og desuden ogsaa flere Slags Aander, saasom Alferne, som i gamle Digte stundom findes nævnte i Gudernes Følge, og dernæst Diserne eller de kvindelige Aander, saasom Gunn, Hild, Thrud og flere, som ogsaa kaldes Valkyrjer, da de skulde være med i Striden og udkaare „Valen“, det vil sige, udvælge og ledsage de Kjæmper, som skulde optages hos Odin i Valhall. I disse Benævnelser gjenkjende vi altsaa flere af de Ord, som bruges i vore Navne; og et Par af dem, nemlig Aas og Thor, har endog været usædvanlig meget benyttet; vi have saaledes over 30 Navne, som begynde med „Thor“, og henimod 20, som begynde med „Aas“ eller „As“. Ogsaa Frøy har fordum været brugt i Navne (som Frøybjørn, Frøystein, Frøydis); og det kunde godt lade sig bruge fremdeles; det betyder ligefrem „Herre“ og behøver altsaa ikke netop at henføres til Hedenskabet. Noget lignende kan ogsaa siges om flere af disse Ord. „Aas“ har nok engang betegnet en af de høie Magter (Guder); men det betyder da ogsaa en Bjælke eller Axel og tillige en Bjergryg. „Thor“ har nok betegnet „den som gjør Torden“; men det kan ogsaa tages i en videre Betydning om en overvældende Kraft eller Styrke. De gamle Skalde have brugt „Aas“ og „Frøy“, saavelsom „Alf“ til Betegnelse for en Mand, og ligeledes „Dis“ om en Kvinde i Alminde-lighed; ja det findes endog opstillet som en Regel for Skalde eller Digtere, at de ved passende Leilighed kunne bruge alle Guders Navne til Betegnelse for Mænd, og alle Gudinders Navne til Betegnelse for Kvinder.

At nogle af de her omtalte Ord kunne have mere end een Betydning, er allerede paaviist; og dermed følger da ogsaa, at det sammensatte eller fulde Navn undertiden lader sig forklare paa flere forskjellige Maader. Ordet Borg kan betyde Forsvar eller Beskyt-telse, men det betyder ogsaa et beskyttet Sted, en Skandse eller et Slot; og derfor bliver der da noget usikkert ved de Navne, som begynde med Borg. Ordet Unn kan betyde noget yndigt eller kjært; men det har ogsaa havt Betydningen „Bølge“, altsaa noget bevægeligt, stigende eller fremskridende. Ordet Mund har i de gamle beslægtede Sprog betegnet Forsvar eller Forsorg, men i gammel Norsk betegner det sædvanlig en Gave (Fæstensgave); altsaa kunde vore Mandsnavne med „mund“ forklares noget forskjelligt. Og om endog Navnets Dele ere klare nok, kan tildeels det fulde Navn alligevel forklares paa flere Maader. Navnet Sigvald kan f. Ex. betyde: den som volder Seier, eller som raader for Seier, eller som raader med Seier. Roar (for Hrodhar) kan betyde: En som strider med Ære, eller ogsaa: En som strider for Ærens Skyld (en ærekjær Stridsmand). Og saaledes i mange andre Tilfælde.

Hertil kommer stundom det Tilfælde, at Navnets Dele ikke passe rigtig sammen. Ved almindelige sammensatte Ord er man altid vant til, at Ordets sidste Deel er Hovedsagen, idet den første Deel kun tjener til en nærmere Afmærkelse eller Bestemmelse, f. Ex. i Ordene Vaardag, Sommerdag, Fridag o. s. v. Men i Navnene er det ikke altid saaledes. I nogle Navne har det ene Led omtrent samme Betydning som det andet, saasom i Oddgeir, Hallstein, Rodmar, Gunnhild. Andre Navne indeholde to Ord, som ikke have nogen tydelig Sammenhæng, saasom Arnulv, Berulv, Steinbjørn, Arnkjell, Kolbein og flere. Rigtignok kan man med nogen Studering ogsaa udfinde et Slags Betydning i saadanne Navne; men alligevel seer det dog snarest ud til, at de, som dannede disse Navne, have tænkt mere paa Formen end paa Betydningen. Endelig forekommer ogsaa det Tilfælde, at to Navne have samme Led eller Dele, men i forskjellig Stilling, saa at det, som staar sidst i det ene Navn, staar først i det andet; saaledes: Borghild og Hildeborg, Gunnhild og Hildegunn, Thorberg og Bergthor. Saadanne dobbelte Navneformer findes ofte hos andre Folkeslag og kunne ogsaa være meget gamle.[6] Deres Opkomst kan forklares saaledes, at man til en Afvexling vilde have et Navn, som havde samme Indhold som et ældre Navn men alligevel var noget nyt. Og i saadanne Tilfælde maa vi da forestille os, at det ældste Navn er det, som giver den rimeligste Betydning, medens det andet derimod maa først tænkes omstillet i sin ældre Form, naar man skal søge efter Betydningen.

Man kan saaledes ikke vente, at ethvert Navn skal kunne udtydes ligefrem som et almindeligt sammensat Ord. Oprindelig har det vist været Meningen, at hvert Navn skulde have en klar Betydning; men da man senere syntes at behøve en større Afvexling i Navnene og dog tillige vilde gjerne beholde de tilvante Navneled, har man efterhaanden tilladt sig en større Frihed i Sammensætningen og derved agtet mindre paa Betydningen. Blandt andet kunde det da hænde, at man havde to Navne at opkalde, og da man ikke kunde bruge dem begge, saa greb man til det Raad, at man tog en Deel af hvert Navn og slog disse Dele sammen til et heelt; saaledes kunde man f. Ex. af Herbjørn og Ulfhild danne et nyt Navn: Bjørnulf, eller af Arngrim og Hallfrid sammenlave et andet Navn som Arnfrid o. s. v. I Tydskland skal en saadan Brug være tidlig opkommen, saa at man allerede i Skrifter fra det ottende Aarhundrede har fundet saadanne Exempler som Waldrada (Kv.) efter Waldbert og Radhild. (Stark’s Kosenamen, Side 159). I en ny Roman fra Island fortælles om En som kaldte sin Søn Sigthor efter Sigurd og Thora; og det forekommer mig, at en saadan Opkaldelse af og til ogsaa har været brugelig her i Landet. Men paa denne Maade blev da Navnet kun en tilfældig Sammenstilling af to Ord, omtrent som naar man sammensætter to Familienavne, f. Ex. Wessel-Berg, Winther-Hjelm, Fenger-Krog og lignende. Og i saadanne Til-fælde vilde det ikke nytte stort at studere paa, hvad Navnet i det hele skulde betyde.

Men det er at mærke, at det kun er en liden Deel af vore gamle Navne, som saaledes synes opkomne ved en tilfældig Sammensætning og uden noget Hensyn til Betydningen. For den større Mængde vil man derimod sædvanlig finde en eller anden Betydning, som ialfald efter de gamle Tiders Forestilling kunde være passende nok. Imidlertid faar man ikke tage alt saa ligefrem efter Bogstaven, da Navnet ogsaa kan have en figurlig eller billedlig Betydning. Navnene Gunnbjørn og Herbjørn behøve ikke netop at forklares som „en Bjørn i Striden“; de kunne ogsaa betegne En, som er modig og dygtig i Farens Tid. „Ljotolf“ behøver ikke netop at oversættes „den stygge Ulv“; det kan ogsaa være En, som gaar dristigt frem og derfor bliver slem at kappes med eller stride imod.[7] „Brynhild“ behøver ikke netop at være en Skjoldmø i Brynje eller Harnisk; det kan ogsaa være En, som er vel udrustet med Mod og Styrke. Og noget lignende kan ogsaa siges om de mange Navne, som hentyde paa Vaaben og Værge eller Strid og Seier. Vistnok kan endda et og andet blive dunkelt og uforstaaeligt; men vi vilde da ogsaa gjøre ilde, hvis vi skulde vrage alt det, som vi ikke forstaa. Det kan vel komme en bedre Forklaring over disse Ting med Tiden, naar alle Navne ere blevne samlede og sammenstillede, saa at det ene kan lede til Oplysning om det andet.

Naar man saaledes vil søge den almindeligste Tanke eller Mening i vore gamle Navne, vil man finde, at den største Mængde af dem udtrykker omtrent eet og samme Begreb, nemlig: et dygtigt Menneske, En som er duelig til at hjælpe sig selv og hjælpe andre med. Der findes rigtignok nogle, som betegne noget mere behageligt, saasom Mildhed, Skjønhed og Ynde, men disse udgjøre kun en liden Deel imod alle dem, som betegne Kraft og Mod eller Dygtighed til at forsvare sig. De gamle Forfædre have vistnok ogsaa forstaaet at sætte Priis paa Mildhed og Ømhed, men de have dog, som det synes, fundet det mere nødvendigt at minde om den Kraft, som behøvedes til at møde Farerne i Livet og komme igjennem med Seier og Ære. Og derfor har da Styrken og Stridsmodet fundet saa mange Udtryk i de gamle Navne baade hos os og hos andre Folkeslag.

Der kan vist være mange, som ikke synes vel om dette, at Navnene skulde indeholde saa mange Udtryk for Kamp og Strid eller for Vaaben og Rustning, som om der altid skulde være Tale om aabenbar Krig. Men disse Udtryk kunne dog ogsaa tages i en mere almindelig Betydning. Der er megen Strid, som ikke just gaar ud paa at undertvinge andre Folk. „Livet er en Strid,“ pleier man ofte at sige; og dette kan da ogsaa have sin Grund. Der tales om at stride sig frem, at slaa sig igjennem, at stride for Tilværelsen eller „kjæmpe med Naturen,“ som nogle kalde det. Der tales ogsaa om aandelig Strid, om aandelige Vaaben og en aandelig Rustning; der tales om at stride for en god Sag, for Ret og Sandhed, for Frihed og Fremgang o. s. v. Der er altsaa meget, som kan kaldes Strid, og deriblandt kunne vi atter minde om den Vanskelighed, som ofte følger med det nødvendige Arbeide, eller om den megen Møie og Fare, som Folk maa gjennemgaa for at vinde sit Livs Ophold eller forbedre sin Stilling; thi allerede deraf kan det forklares, at Mod og Styrke altid har været saa høit anseet. Det er da ogsaa denne Djervhed og Dygtighed, som man i det daglige Liv sætter saa megen Priis paa baade hos Mand og Kvinde. Og derfor kan man vel ogsaa sige, at de Navne, som hentyde derpaa, kunne altid lade sig forsvare.

Noget lignende kan da ogsaa siges om de Navne, som indeholde en Mindelse om Hedenskabet, og som allerede forhen ere kortelig omtalte. (S. 64). Det kan ikke skade at mindes om, at Forfædrene allerede i de ældste Tider havde en Forestilling om Aander eller høiere Væsener, og om nu end deres Forestillinger derom vare anderledes end vore, saa ere de dog ikke saa ganske at foragte. Om f. Ex. en Alf ikke er det samme som en Engel, saa er det dog noget, som kan passe til en billedlig eller „poetisk“ Forestilling, hvor man giver Indbildningskraften et friere Spil. Og om end de føromtalte Diser (eller Valkyrjer) ogsaa nu ere blevne noget fremmede for os, saa er det dog vist, at et Minde om dem giver et ganske vakkert Begreb, nemlig om Aander, som tage Deel i Livets Strid eller omsvæve og ledsage de stridende. Og naar de hedenske Navne kunde beholdes ved Overgangen til Kristendommen, saa maa de dermed ansees som adlede og optagne i Rækken af de kristne Navne.

Endelig kunne vi endnu tillægge, at den gamle Navneskik i disse Stykker ikke er værre hos os end hos andre Folkeslag. De gamle Engelskmænd og Tydskere havde mange Navne med Bjørn og Ulv (Beorn eller Bern, og Vulf eller Volf), og mange, som hentydede paa Krig og Ufred eller Vaaben og Værge; de havde ogsaa Navne, som mindede om Hedenskabet, og de beholdt dem ogsaa i Overgangen til Kristendommen. De gamle Grækere havde en Række af Navne ved Lykos (ɔ: Ulv) og Leon (ɔ: Løve) og mangfoldige andre, som indeholdt et Udtryk for Strid eller Krig. Og baade Grækerne og

Romerne havde adskillige Navne, som mindede om deres gamle Guder, og Navnene bleve alligevel staaende, efterat disse Guders Dyrkelse var afskaffet, saa at vi endog finde Helgener og høit anseede Kristne med saadanne Navne, saasom Apollos, Demetrius, Dionysius o. s. v. Vi see altsaa, at disse Folk ikke have fundet det nødvendigt at forlade sine Fædres Skik i dette Stykke, og de have vel ogsaa indseet, at denne Brug ikke kunde være til Hinder for deres Fremgang i aandelig Henseende. Forøvrigt har det vel gaaet saaledes hos de andre som hos os, at den oprindelige Betydning i Navnene efterhaanden blev fordunklet eller forglemt, saa at man ikke videre lagde Mærke til noget, som kunde være mindre passende for de nyere Tiders Tænkemaade.

II. Fremmede Navne.

Ved Siden af de egentlige norske Navne, som hidtil ere omtalte, have vi ogsaa adskillige andre, som ikke passe sammen med det hjemlige gamle Navneforraad, men derimod gjenfindes blandt Navnene hos andre Folkeslag og altsaa kunne ansees for at være indkomne udenfra. Nogle af dem have dog nogen Lighed med vore hjemlige Navne og findes da at tilhøre de nærmest boende Folkeslag, medens andre derimod have mere fremmede Former og vise sig at være komne mere langveis fra. Efter denne Forskjel i Navnenes Form bliver det bekvemmest at skille de fremmede Navne i to Rækker, saaledes at vi først betragte den Række, som tilhører de nærmeste Lande, fornemmelig Tydskland og England, og dernæst de mere fremmede Navne. Men da disse indførte Navne kunne være temmelig mange, faa vi her kun opregne de mærkeligste eller mest bekjendte.

Foruden de her opregnede kunde der endnu tillægges flere sydlandske Navne, som her forekomme paa et eller andet Sted og ikke ere videre udbredte. Nogle af dem ere at ansee som Helgennavne og findes ogsaa indførte i vore Almanakker, saasom: Adrian (Arian), Albinus, Amandus, Bertinus, Dominikus, Emerentia, Eufemia (Femia), Florentin, Germanus, Hieronymus (Jermus), Juliana, Justin, Konkordia, Marius, Modestus, Serafia, Theodora, Veronika. Blandt de øvrige Navne af den romerske eller latinske Form mærke vi især adskillige Kvindenavne, saasom: Alma, Amanda, Aurora, Eleonora (Nora), Emilia, Julia, Kaia, Kamilla, Konstanse (Constantia), Laura, Ovidia, Rosaura, Theresia. Men ved Siden deraf findes da ogsaa nogle, som kun synes at være en Efterligning af de fremmede Navneformer, f. Ex. Barolina, Lavina, Rebina og flere, hvorom mere senere.

Af de bibelske Navne indeholder den foregaaende Række kun de mest brugelige af det nye Testamente; men hertil komme ogsaa nogle flere, som forekomme sjeldnere, nemlig: Ananias (Apost. G. 9, 10), Filip (Philippus), Gabriel, Jakob, Josef (nogle Steder Jøsop), Lukas, Markus, Sakarias (Sakris), Thomas, Timotheus. Af det gamle Testamentes Navne kunne følgende her ansees som de mest brugelige: Abraham (Abram), Daniel (Danel), David, Elias, Isak, Joakim (Jokum), Rakel, Rebekka, Salomon og Sara. Andre forekomme sjeldnere, saasom: Abel, Abigael, Adam, Enok, Esther, Eva, Jonas, Moses, Rafael, Samuel, Samson, Tobias. Sjeldnere bibelske Navne forekomme især i Nordland, saasom: Absalon, Aron, Benjamin (og Benoni), Bethuel, Efraim, Elieser, Esaias, Gideon, Israel, Jeremias, Job, Manasse, Nathan, Nathanael. Imidlertid finder man ogsaa i de sydligere Egne et og andet af disse sjeldnere Navne (som Barakias, Esekias, Fanuel, Ismael, Josva, Judith, Sem og fl.), og især synes Navnelisterne fra den sydvestlige Deel af Kristianssands Stift at vise en Tilbøielighed til at forøge de bibelske Navne, hvilket ikke er synderlig heldigt, da man i disse Egne før har havt en god norsk Navneskik. Det er ikke nogen Forbedring i Skikken, at man saaledes forskyder visse gamle tilvante Navne og ombytter dem med Navne af Personer, som man ikke veed stort mere om, end at der engang har været En, som hedte saa; f. Ex. Barakias, Bethuel, Fanuel, Efraim, og Manasse. Saa-danne Navne have ikke nogen Hævd i Landet, og hos andre Folk synes de heller ikke at være meget benyttede, undtagen paa et eller andet Sted, hvor et vist Selskab har søgt at udmærke sig ved sine Navne, saasom de saakaldte Puritaner i England i det syttende Aarhundrede, om hvilke det fortælles, at de vragede alle Navne, som ikke vare bibelske.

En anden Sag er det med de Navne, som ere os bekjendte fra Evangelierne; thi disse have allerede i flere Aarhundreder været brugte i vort Land saavelsom i de andre kristne Lande. Noget lignende kan da ogsaa siges om de føromtalte Navne paa Martyrer og Helgener fra de Tider, da Kristendommen led den grusomste Forfølgelse og Undertrykkelse. Naar vi f. Ex. mindes om de Fortællinger, som man engang havde om den hellige Agatha, om Agnes, Barbara, Katharina, Margareta med flere, og naar vi høre om de Pinsler, som de maatte lide, fordi de ikke vilde „ofre til Afguderne“, saa kunne vi nok forstaa, hvorledes deres Navne kunde blive almindelige Kvindenavne i saa mange Lande. Deres Skjæbne vakte overalt den samme Følelse, og det blev som en almindelig Overeenskomst, at deres Minde skulde hædres, og deres Navne skulde leve i de kommende Slægter. Og naar disse Navne først vare optagne i adskillige anseede Familier, vilde de siden altid komme videre og tilsidst ogsaa optages af mange, som ikke vidste noget synderligt om dem, som først havde gjort disse Navne saa høit anseede.

Imidlertid er det en Uleilighed ved saadanne fremmede Navne, at naar de ere noget lange (som f. Ex. Apollonia, Laurentius, Nikolaus), da blive de efterhaanden saa forkortede og afstumpede i daglig Tale, at det tilsidst er vanskeligt at kjende dem igjen. Og da nu ogsaa nogle af vore hjemlige Navne kunne være afstumpede ved en slap Udtale, saa kan det i nogle Tilfælde blive uvist, om en vis Navneform hører til de norske eller til de fremmede Navne. Der kan saaledes være Tvivl, om „Austen“ skal være Audstein (norsk) eller Augustin (romersk), om „Greggar“ er Gridgard eller Gregorius, om „Jørn“ er Jørund eller Georgius (Georginus), om „Silla“ er Sæhilda eller Cecilia, om „Magla“ er Magnilda eller Magdalena; saaledes ogsaa om „Justen“ er Jostein eller Justin(us), om „Salmon“ er Salmund eller Salomon, og om „Simun“ er Sigmund eller Simon. I saadanne Tilfælde hænder det vist ofte, at man anseer den fremmede Form som den sikkreste og altsaa skriver Augustin, Gregor, Jørgen, Justin, Salomon og Simon.[10] Dette kunde da tildeels ogsaa være rigtigt, og forsaavidt som man ikke kjender den norske Navneform, vil det ialfald være at undskylde, men der er da ogsaa en Fare for, at adskillige gamle hjemlige Navne kunde paa saadan Maade blive vragede eller bortlistede, fordi de tilfældigviis lignede visse fremmede Navne.

Blandt de udenlandske Navne, som lettelig blande sig med de norske, kunne vi tilsidst nævne nogle Kvindenavne med den nedertydske Endelse „ken“, „ke“, eller „kje“, som egentlig er en Form for Kjæle-navne, omtrent som „lille“ (Signelille, Mettelille) i de danske Viser. Saadanne ere: Anniken, Gisken, Helken, Hermiken, Marken, og dernæst: Giske, Sarke, Venke, Nilske; Gaukje (Hard.) og Gjerkje (Sfj.). De to sidste synes at være frisiske Navne (ialfald findes „Goetje“ og „Geertje“ nævnte som frisiske i Stark’s Kosenamen S. 74). Af Mandsnavne, som høre hertil, mærkes: Tikken (egentl. Tidken) og Vilken. De fleste af disse Navne ere dog temmelig sjeldne, og kun et Par af dem synes at være meget i Brug, nemlig Nilske (i Søndfjord) og Marken (i Nedre Telemarken).

Af Navne med en fremmed Endelse have vi ellers rigelig nok, som siden skal omtales; derimod er det hos os en Sjeldenhed, at et Navn indeholder virkelige Ord eller Led af to forskjellige Sprog. (I andre Lande forekommer det af og til; saaledes ogsaa paa Island, f. Ex. Gudjon Sigur-jon, Kristmundr, Kristlaug og flere). Hertil maa man formodentlig henføre Navnet Nilsmund (ved Kragerø) og et Par Navne med Krist (som egentlig hører til det græske Sprog), nemlig: Kristbjørg (Voss) og Kristbjørn (efter Pontoppidans Navneliste). De sidste ere sandsynligviis dannede som Efterligning af Gudbjørg og Gudbjørn; men efter hvad der forhen er bemærket, kan det være tvivlsomt, om ikke disse Navne egentlig have hedt Gunnbjørg og Gunnbjørn.

Saadanne Navne, som indeholde et helligt Ord, burde, som mig synes, kun bruges varsomt og sparsomt. Et Navn kan komme til at bruges i mange Slags unyttig Snak, i Spøg og Spot, i Sladder og Skjældsmaal; og i saadanne Tilfælde er det anstødeligt at høre Navne, som indeholde Ord af den helligste og høieste Betydning, for saa vidt som denne er almindelig bekjendt og forstaaet. En anden Sag er det med Helligdomme fra Hedenskabets Tid, hvis Betydning ikke længere er bekjendt.

III. Nydannede Navne.

Det staar nu tilbage at tale om en Række af Navne, som maa ansees for at være opkomne i de seneste Tider ved et Slags Efterligning af fremmede Navneformer. Og i Sammenhæng hermed komme vi da ogsaa til at nævne enkelte Navne, som maaskee ikke skulde kaldes „nydannede“, da det stundom kan være vanskeligt at vide, om et Navn er opkommet her i Landet eller ogsaa indført udenfra ligesom andre fremmede Navne, som forhen ere omtalte. Men ialfald have vi en heel Hob, som grunder sig paa Efterligning eller Nydannelse, nemlig saadanne, som indeholde en nordisk Rod eller Stamme, men derimod have en Endelse eller Slutningsform, som er fremmed for de nordiske Navne.

Det er allerede forhen omtalt (S. 59), at en af de gamle Folkestammer, nemlig den italiske eller latinske, havde en vis Navneskik for sig selv, og at denne Skik har siden vedligeholdt sig hos de romanske Folkeslag. Det er nemlig den Sædvane at aflede et Navn af et andet, det vil sige at danne nye Navne med en vis Endelse eller Forlængelse af et ældre Navn. Saaledes har man f. Ex. i det Italienske: Rosina og Rosetta af Rosa, Carlina og Carlotta af Carlo (Carolo), Giuseppa af Giuseppe (Joseph), og ligesaa i det Franske: Louise af Louis (Ludovicus, Ludvig), Henriette af Henri (Henrik) o. s. v. Denne Afledningsmaade har da efterhaanden fundet Efterligning i de nordligere Lande, saa at man ogsaa i Tydskland har dannet sig nye Navne med fremmed Endelse, f. Ex. Adolfine, Albertine, Ernestine, Leopoldine, Wilhelmine og lignende. Og tilsidst har man da ogsaa hos os begyndt at følge den samme Skik, og paa nogle Steder har man allerede lavet saa mange Navne af dette Slags, at vi nu kunne finde dem i en uberegnelig Mængde.

Denne fremmede Brug maatte blandt andet give en bekvem Leilighed til at danne Kvindenavne af Mandsnavne eller opkalde Pigebørn efter Mænd; og denne Skik har da ogsaa fundet Indgang i vore nordlige Lande, hvor den egentlig ikke hørte hjemme. Den korteste Afledningsmaade var da den at danne Kvindenavnet ved Tillæg af en Vokal, nemlig „a“ (eller e), saasom: Josefa, Petra, Paula (Polla); Adolfa, Henrikka, Gustava; og deriblandt finde vi ogsaa nogle med norsk Underbygning, nemlig: Aamunda, Eirika, Olava, Eivinda og maaskee flere. Ellers har man ogsaa forsøgt en anden Form, nemlig med „ia“ (eller ea), saasom: Aamundia, Gunneria, Alfia (?), Olea (i Lighed med Mathea, Jakobea, Petrea); men denne Form maa dog falde noget ubekvem, da der stundom endog kan være Tvivl om, hvorledes Navnet skal udtales eller betones.

Af disse korte Former have vi dog kun faa Exempler at opvise; men desto flere finde vi, naar vi see efter Afledningsformer med en længere Endelse, og her maa vi da først og fremst nævne Endelsen „ina“ (eller ine), da denne findes benyttet til Afledning af allehaande udenlandske og indenlandske Navne uden Forskjel. Nogle Kvindenavne med denne Form findes saaledes dannede af fremmede Navne, saasom: Jakobina, Jokumina, Davidina, Mikelina, Samuelina, Simonina og flere. (Saaledes ogsaa af tydske og engelske Navne, som Bernhardina, Edvardina og flere). Andre findes dannede af norske Mandsnavne, saasom Alvina, Baardina, Bergina, Elevina, Gislina, Ingvaldina, Iverina, Kjellina, Olevina, Taraldina o. s. v. Og endelig findes ogsaa nogle, som kun ere en Omdannelse af norske Kvindenavne, saasom: Aasina (for Aasa), Bolina (for Boel, Bothild), Gjødina (for Gjøda, Gyda), Gullina (Gulla), Gurina (Gudrid), Gyrina (Gyrid), Randina (Randid), Torina (Thora). Disse sidste ere aabenbare Forvanskninger og desmere forkastelige, da de kun virke til at fordunkle de ægte nedarvede Navne, som man dog burde lade staa, som de før havde staaet

Ved Siden heraf findes ogsaa lignende Navne med andre Former. Saaledes med Endelsen „iana“, som: Asliana (af Atle), Axeliana, Torkelliana, Knudiana, Joniana, Larsiana. (Dog synes disse at være meget sjeldne). Ogsaa Endelsen „etta“ har fundet Indgang; vi finde ei alene Annetta, Jonetta, Henrietta, men ogsaa Janetta, Pauletta, Simonetta, Lauretta, Taletta, og desuden Aletta, Boletta, Nilletta, Oletta og Stenetta. Sjeldnere ere derimod Formerne „illa“ og „ilia“ (eller elia), som i Danilla, Jonilla, Aasilia, Gunnilia, Danelia, Axelia. Og det samme gjælder da om enkelte enestaaende Former, som Endrikka, Olise, Iverise og deslige.[11]

Endelig findes her ogsaa adskillige Mandsnavne, som paa lignende Maade ere dannede efter fremmede Mønstre, fornemmelig med de romerske Former: ius, inus, inius og anus. Saaledes: Gunnerius, Karelius, Laginus, Torinus, Larinius, Britanus, Noranus. Nogle af dem synes dannede af Kvindenavne, saasom: Karinius og Karinus, Mettinius, Dortinus, Elinus, Gurinus, Olevinus. Imidlertid ere dog disse Navne kun faa imod den store Mængde af nydannede Kvindenavne.

Denne overhaandtagende Brug af nye Navne med fremmede Endelser medfører ofte, at det Navn, som Endelsen skal lægges til, bliver forkortet eller afstumpet, saa at det hele kun bliver en Navnestump med en fremmed Endelse. Noget saadant synes at være Tilfældet med: Antina, Samsina, Steffina, Davina og Sakina, da disse rimeligviis høre sammen med Anton, Samson, Steffan, David og Sakarias. Ligeledes med: Torgina, Ottina, Tostina, Haagina, Rollina og Osmina, forsaavidt som disse skulde være afledede af de norske Navne Torgeir, Ottar, Torstein, Haakon, Rolleiv og Aasmund. I Afledningen fra de fremmede Mandsnavne med Endelsen „s“ (as, es, us) er nogen Ulighed opkommen, idet man deels har udeladt dette „s“ og deels beholdt det; saaledes fore-findes: Thomina, Tobina, Andrina og Andreana (af Thomas, Tobias og Andreas); men derimod ogsaa Thomasina, Eliasina, Hansina (og Jensina), Larsina, Monsina, Nilsina. Denne sidste Brug var vel ikke ganske i sin Orden, da nemlig dette „s“ ikke hører til Navnets Rod eller Stamme, men derimod staar i samme Stilling som det gammelnorske „r“ i saadanne Former som Olafr, Sigurdr, Eirikr o. s. v. Imidlertid seer det ud til, at man heller ikke i andre Lande har regnet det saa nøie med denne Brug.

Som man her kan see, ville mange Navne ved en saadan Afledning blive noget lange og derfor ube-kvemme til Hverdagsbrug. Heraf opstaar da en Trang til at forkorte dem, men dermed gaar det ofte saaledes til, at det netop er den vigtigste Deel af Navnet, som bortfalder ved Forkortningen. I frem-mede Navne, som have været længe i Brug, kunne saadanne Forkortninger være meget gamle, f. Ex. Greta, Lena, Lona (for Margreta, Magdalena, Apollonia). Men noget lignende finder nu ogsaa Sted ved nyere indførte Navne, saasom de franske: Charlotte, Annette, Henriette; forkortet: Lotte, Nette, Jette. Og allermest gaar det ud over de uheldige Navne med Endelsen „ina“, da disse ere saa mangfoldige, at man her kan faa sig en rigtig lang Række af meningsløse Navnestumper, saasom: Bina, Dina, Gina, Lina, Mina, Rina, Sina, Stina, Tina og Trina. Her kan man da sige, at Hovedet er borte, og Halen er tilbage. Det vil ofte være vanskeligt at vide, hvad Navnet skulde hedde i sin fulde Stand. Hvad er f. Ex. Gina? Er det Jørgina (Georgina) eller Regina eller det forfuskede Haagina? Og ligesaa kan der blive Spørgsmaal, om „Lina“ skal være Nikolina eller Karolina eller et af de nylavede, som Gullina eller Rollina; ligesaa om „Sina“ skal være Hansina eller Nilsina eller en anden af disse mindre heldige Former, som før ere nævnte. Man kan næsten sige, at saadant ikke er noget Navn. Selv de fuldkomne Navne med Endelsen „ina“ ere her en fremmed Ting, og naar man saa kun skal bruge de to sidste Stavelser af Navnet, saa har det sandelig lidet Værd tilbage. Men alligevel finder man disse Navnestumper fortvæk opført i Folketællings-Listerne, som om intet manglede.

Blandt de længere Kvindenavne er der ellers nogle, som rimeligviis maa ansees som en Sammensætning af to Navne, saasom: Aaselena, Gretelena, Martelena og Anelena (eller Annelina). Hertil høre vel nogle med Formen „ana“, som Britana, Dordiana, Eliana, Mildriana, Guriana, Siriana, — thi denne Form kan tildeels være det samme som Navnet Anna, som ogsaa hedder Anne og Ane[12]. Og der findes da ogsaa, fornemmelig i Trondhjems Stift, flere Navne, som slutte med „anna“, saasom: Britanna, Brynilanna, Gjertruanna, Guruanna, Ingeranna, Sirianna, Elenanna, Karianna, Kirstenanna og Kirstianna. Skjønt disse Navne ikke just høre til de slemmeste, faa de dog ved Sammensætningen en fremmed Klang, og naar Navnets første Deel er noget afstumpet, er der ikke Leilighed til at rette derpaa, uden at begge Dele sættes særskilt, f. Ex. Gudrun Anna, Sigrid Anna, o. s. v.

Forøvrigt findes her en heel Række af Navne, som man vanskelig kan finde nogen Grund for, og som kun synes opkomne af en besynderlig Lyst til Efter-ligning af fremmede Navneformer. Saaledes især Kvindenavne, som: Bedine, Belette, Dananda, Edine, Elette, Elida, Emine, Enette, Gedine, Gemalia, Gesenia, Lavine, Neline, Oldine, Osea, Rebine, Reguline, Remine, Samine, Selline, Thelise, Theoline, Veline. Dog mangler det heller ikke paa Mandsnavne af samme Slags, som: Anius, Elius, Idius, Gunelius, Jesenius, Perlinus, Raspinus, Timian og Tinius. Nogle af dem kunde vel grunde sig paa et Slags Sammen-sætning. Fra det Trondhjemske nævnes „Kariol“ som en Sammenbinding af Kari og Ole; det østerdalske „Karender“ er maaskee dannet af Kari og Endre (Endrede); det søndfjordske „Oliver“ er neppe det engelske Oliver, men snarere Ole og Iver. Og noget lignende kan være Tilfældet med visse Kvindenavne, som Annolina, Barolina, Perolina, Petranna, Luisianna, Danelen, Elensine, Omunsine. (De have ialfald nogen Lighed med de dristige Sammensætninger af Navneled, som før ere omtalte, S. 67). Men ved at blade i Folketællings-Listerne kan man stundom træffe et og andet Navn, som er endda mere besynderligt, saa at man ikke rigtig tør omtale det af Frygt for, at det maaskee kun er en Feilskrivning eller Feillæsning. Og det nytter da heller ikke stort at studere derpaa, thi man hører Exempler nok paa, hvorledes Folk have dannet nye Navne efter de underligste Indfald og Nykker, uden at skjøtte det mindste om, hvorledes vort Folk har dannet sine Navne i forrige Tider.

IV. Om Navneskikken i det hele.

Det viser sig af det foregaaende, at der ved Siden af vort gamle folkelige Navneforraad ogsaa er opkommet et stort Forraad af et andet Slags, og at en stor Deel deraf er nye Navne med fremmed Form. De sidste kunne vi ikke andet end laste, blandt andet fordi de vise en tiltagende Ligegyldighed for norsk Arveskik eller endog Ringeagt for vore Forfædres Brug. Men noget saadant kunde man da næsten vente efter den Skjæbne, som vore Arveminder ellers have havt. Vore Læremestere, som skulde sørge for at bevare Landets Minder og Landets Sprog, havde fundet det mageligst at kaste dette Sprog til Side og sætte en anden Sprogform i Stedet, og dermed fulgte da, at ogsaa Navnene nu skulde tillempes efter et andet Lands Talebrug. Man blev efterhaanden saa vel afvænnet fra de gamle Former, at der siden vistnok var mange, som undrede sig, naar de hørte, at man engang havde skrevet Gunnar og Einar og Olaf, i Stedet for Gunder og Ener og Ole, som det nu skulde hedde. Og naar Begrebet om den rette Landsskik engang var forvansket, var det rimeligt nok, at netop de fremmede Former maatte blive bedst anseede. Der var altid nogle, som vilde være fornemmere end andre Folk og ikke kunde lade sig nøie med de sædvanlige Fattigmandsnavne, men derimod maatte have Navne af store Folk i den store Verden, af Prindser og Prindsesser, af Keisere og Keiserinder, for at have noget, som man kunde udmærke sig med. Og saa kom der altid flere efter, som vilde være ligesaa fornemme, og saa blev der Trang til flere Navne af samme Slags. Endelig kom man da ogsaa dertil, at man kun tog en liden Stump af et Navn og forlængede Stumpen med en vis Endelse, saa den fik nogen Lighed med de fremmede Navne; og paa denne Maade kunde man da altid skaffe sig Navne, som vare saa fine og velklingende, som nogen kunde ønske sig.

Blandt de Ting, som ellers have virket med til at forvanske den gamle Navneskik, ville vi først nævne den Brug at danne Kvindenavne af Mandsnavne, eller med andre Ord at opkalde en Kvinde efter en Mand. Men ogsaa dette var egentlig en fremmed Skik, som nærmest hørte hjemme i Sydlandene og især hos det romerske Folk, som nemlig havde et Sprog, som var særdeles vel skikket for en saadan Navnedannelse (jf. S. 92). Her i Norden havde man ikke saadanne Former, og heller ikke mærke vi i de ældre Tider nogen Tilbøielighed til at overføre Navne fra det ene Kjøn til det andet. Det kan vel stundom see ud til, at det ene Navn er dannet efter det andet (f. Ex. Katla efter Ketil), og der er ogsaa nogle Tilfælde, hvor Mandsnavn og Kvindenavn er noget lige, saasom Helge og Helga, Thore og Thora, Halldor og Halldora, Thorbjørn og Thorbera; men ogsaa i disse Tilfælde synes begge Navne at være lige selvstændige, saa at det ene ikke er dannet af det andet. En Omdannelse af Mandsnavn til Kvindenavn maa altsaa have været noget usædvanligt, medens derimod den gamle nordiske Skik har været at opkalde sin Søn efter en Mand, og sin Datter efter en Kvinde. Og dette var da ogsaa naturligt nok; thi naar man opkaldte en gammel eller afdød Slægtning, maatte vel dette have den Mening, at Navnet skulde bevares i Slægten, og at det unge Menneske skulde være et levende Minde om det gamle. Men naar nu Pigebarnet skal faa Navn efter en Mand, eller Drengebarnet efter en Kvinde, da kan der ikke blive nogen rigtig Lighed imellem den gamle og den unge; den sidste bliver ikke noget forynget Billede af den første, og Opkaldelsen har altsaa ikke noget stort at betyde.

Det har været en Sædvane her som andensteds, at de første Børn af Ægteskab fik Navn efter Faderens og Moderens Forældre, og dersom Sønnerne eller Døtrene bleve flere end to, da opkaldte Forældrene de nærmeste af sine ældre Paarørende. Paa de fleste Steder tager man nu dette ikke saa strengt; sædvanlig nævnes den første Søn efter Faderens Fader, og siden regner man det ikke saa nøie med de øvrige. Men paa enkelte Steder synes der at være en streng Regel for denne Opkaldelse, saa at baade Forældrenes Forældre og de nærmeste Paarørende skulle opkaldes i en vis Orden og særskilt enhver for sig, om endog to eller flere af dem have eet og samme Navn. Herved opkommer da den Uleilighed, at to Søskende kunne faa samme Navn; og Folketællings-Listerne vise ogsaa adskillige Exempler herpaa. I et Sogn i Telemarken findes saaledes to Søstre, som hedde Ingeborg; to Søstre hedde Anna, og to Brødre Aslak; noget lignende forekommer ogsaa paa Voss og i Nordmøre og i Guldalen, hvor der endog paa et Sted skal være tre Søstre, som hedde Ingeborg. Dette maa da være noget ubekvemt for den daglige Brug, saa at man vistnok er nødt til at tillægge et Kjendingsnavn, som f. Ex. „store“ eller „litle“ eller „minste“, saaledes som naar flere Arbeidsfolk eller Tjenere med lige Navne tilfældigviis ere sammenkomne paa et Sted. Det er altsaa en af de Skikke, som ikke fortjene at bevares.

Men er der saaledes nogle Huse (eller Familier), som have for faa Navne, saa er der til Gjengjæld saa mange andre, som have for mange. Det er paa nogle Steder blevet en Skik at give Børnene to Navne og tildeels ogsaa flere, saa at man jævnlig træffer paa saadanne Navnepar som: Peter Johannes, Ole Martinus, Anne Petrina o. s. v. Tildeels bruges da kun det ene af disse Navne til Hverdags; men undertiden betragtes de to Navne som sammensatte, saa at man skriver dem sammen som et enkelt Navn; f. Ex. Olepeder (Olpeer), Johanpetter, Martelena, Elenanna og flere med „Anna“, som før ere nævnte (S. 96). Som man let vil see, fører dette ogsaa ofte til For-vanskning i de enkelte Navne og til Indførelse af fremmede Navne. Det ene Navn skal nemlig være kort og let, f. Ex. Ole for Olav (eller Ola), Iver for Ivar, Ane for Anna; det andet Navn skal derimod være noget langt og klingende og slutte med en liden Hale eller „Spæl“, som vi kalde det, og til dette Brug ere netop de fremmede Navne med „us“ eller „inus“ og „ina“ bekvemmere end de norske Navne. Og det hele er da ogsaa en fremmed Skik, som rimeligviis er opkommen ved Efterligning af visse store og fornemme Folk i andre Lande.[13] Den kunde have nogen Grund hos Byfolk, forsaavidt der var en og anden Slægt, som bestod af mange Mennesker, som allesammen brugte samme Tilnavn eller Familienavn. Hos Almuesfolk derimod pleier man at skrive Fadersnavn og Gaardsnavn ved Siden af Døbe-navnet, og da vil der dog sjelden være Trang til mere end eet Navn for selve Personen. Derimod ville de unødige Navne ofte være til Møie for dem, som skulle bruge dem, og blandt andet for dem, som skulle holde Bog over Folketallet paa et Sted og saaledes ere nødte til at indføre de lange Navne i sine Lister og Bøger.

Blandt disse Sammenstillinger af Navne træffer man paa enkelte Steder ogsaa et Tilnavn eller Familienavn, benyttet som Døbenavn. At bekjendte Familienavne bruges som Mandsnavne, er rigtignok ikke noget sædvanligt; men imidlertid finder man dog et og andet Døbenavn, som synes at have været et Tilnavn, saasom: Hagemann, Bremer, Glambek, Mand-rup, Møllerup, Vessel, Monrad, Bonsak, Thode, — og især i Nordland: Angel, Bang, Dreier, Skjøtte, Hveding, Sverdrup. Og paa et Par Steder finder man ogsaa flere Exempler paa, at et Familienavn er lagt til selve Døbenavnet, saa at Fadersnavn og Gaardsnavn følger særskilt bagefter. Saaledes i Indre-Sogn f. Ex. Kristoffer Nitter Iversen (med Gaards-navn); Johannes Bugge Hansen; Kristine Munthe Klausdatter; Severine Vangensteen Pedersdatter, og flere. Ligesaa paa Helgeland: Olaus Lund Aronsen; Henrik Meier Nilsen; Hanna Falk Andersdatter, og flere. Saadanne Navne forekomme os noget besynderlige og tillige forvildende, forsaavidt som en Person derved henføres til en Familie, som han ikke tilhører. Ialfald er dette en Afvigelse fra den gode gamle Navneskik, og saa meget mere, som saadanne Tilnavne for en stor Deel ere fremmede.

Om de stadige Tilnavne (eller egentlige Familie-navne) kan ellers her tilføies, at Almuesfolk i Byg-derne ikke have havt nogen Trang til saadanne Navne, da de altid havde nok med at tilføie sit Fadersnavn tilligemed Navnet paa sit Fødested eller Bosted. Det var kun i enkelte Tilfælde, saasom ved Indflytning til en By eller ved længere Ophold imellem fremmede Folk, at det blev nødvendigt at have et enkelt og stadigt Tilnavn; og i saadanne Tilfælde har der været nogen Forskjel i Skikken. Vestenfjelds har man helst villet bruge Fødestedets Navn, altsaa et Gaardsnavn, søndenfjelds har man derimod gjerne villet bruge Fadersnavnet som Tilnavn. Det sidste kan stundom ogsaa have sine Fordele, nemlig naar Gaardsnavnet er noget langt og ubekvemt; men al-ligevel vil dog Gaardsnavnet som oftest blive det bekvemmeste. Ved Brugen af Fadersnavnet som Tilnavn er der allerede blevet en stor Mængde af ligelydende Tilnavne, f. Ex. Olsen, Thoresen, Eriksen, og især saadanne, som dannes af Apostelnavne og Helgennavne, saasom Jonsen (Jensen og Hansen), Paulsen, Petersen, Andersen, Larsen, Nilsen, Sørensen og flere. Og skjønt saadanne Navne nu kunne klinge som simple og hverdagslige, ere de dog paa en Maade at ansee som fremmede og tildeels som forvanskede, forsaavidt som de grunde sig paa et afstumpet eller forkortet Mandsnavn. Derimod have Gaardsnavnene det Fortrin, at de tilhøre Landet fra gammel Tid og saaledes ere ægte hjemlige og passende for Folkeslaget; for det meste ere de ogsaa nogenlunde korte og bekvemme, og desuden ere de saa mange og forskjellige, at de kunde tilbyde et rigt Forraad af gode Familienavne.[14]

Om vore Gaardsnavne kunde der ellers være meget at sige; men dette vilde her blive noget for langt, og desuden har man jo allerede en fortræffelig Adgang til Oplysning herom i Munch’s Beskrivelse over Norge i Middelalderen. Skrivemaaden for disse Navne har i lange Tider været meget skjødesløs, og om endog meget deraf i den seneste Tid er forbedret og rettet, saa staar der alligevel meget tilbage. Blandt andet kan mærkes, at man idelig har vaklet imellem norsk og dansk Form; man skriver f. Ex. Haug (Hauge), Braut, Leite, Teig og Øy i norsk Form, men man skriver ikke gjerne: Straum (Straume), Kleiv, Stein, Røyr, Øyr, Flatøy, Herøy eller Lauvøy; saadanne Navne see vi sædvanlig i dansk Form. Saaledes bruger man ogsaa snart en gammel og fuldstændig Form, snart en forkortet eller afstumpet Hverdagsform, man skriver rigtignok: Eid, Lade, Stad, Rud (eller Rød), men derimod: Hei, Li, Skjei og Stø, skjønt ogsaa disse med samme Grund som de forrige skulde skrives Heid, Lid, Skeid og Stød. Forøvrigt er der nu ogsaa mangt andet at anke paa; men saa er der dog Haab om en Forbedring, da der nemlig er gjort Forberedelser til en Omskrivning af Jordebøgerne eller Matrikulen. Det er kun at ønske, at dette vilde føre til en grundig Forbedring, saa at vi her ligesom i andre Lande kunde have den Fordeel, at Navnene vise hvad Land de tilhøre.

Af den foregaaende Fremstilling viser det sig altsaa, at vor gamle Navneskik for en stor Deel er bleven forvansket, blandt andet ved en umaadelig Optagelse af fremmede Navne eller ved nydannede Navne med fremmed Form og ved Sammenhobning af flere Navne i Stedet for et enkelt. Det maa imidlertid bemærkes, at dette ikke gjælder for det hele Land. Der er en stor Deel af Landet, som har en bedre Skik; hertil hører især de sydlige Fjeldbygder fra Raabygdelaget til Valders og de vestenfjeldske Bygder fra Ryfylke til Sogn. I dette Strøg er der for det meste kun norske Navne uden noget Tilhæng af fremmede Former, og sædvanlig er der da ogsaa kun et Navn for hvert Menneske. I disse Dele af Landet er denne Sag altsaa i god Orden, saa at der ikke er synderlig Trang til nogen Forbedring, uden maaskee i Navnenes Skrivemaade, som tildeels vistnok kunde forbedres, forsaavidt som man kan være sikker paa Navnets gamle og rette Form.

De største Afvigelser fra den gamle Brug findes derimod mest i de østlige og nordlige Dele af Landet og ikke blot i de saakaldte Storbygder, men ogsaa i adskillige tyndt befolkede Egne. Og ved en Sammenligning med ældre Navnelister finder man ogsaa, at de største Afvigelser netop ere tilkomne i de sidste Tider og især i dette Aarhundrede. Dette har da vel en Sammenhæng med disse Tiders tiltagende Nyhedssyge og voldsomme Kapløb efter allehaande Forandringer. Man skulde ei alene have mangfoldige nye Indretninger, men man skulde ogsaa have nye og fremmede Benævnelser paa alle de Ting, som dertil hørte. Det skulde ikke gaa an at have en Skik for sig selv; man skulde bruge det samme, som de store Folk i den store Verden havde begyndt at bruge. Det var da saa rimeligt, at ogsaa de simple Folk vilde være med og gjøre Forandringer; og det var ikke underligt, om de heri gjorde store Misgreb, saa at de netop først forandrede det, som ikke burde forandres, f. Ex. sin Talebrug og Navnebrug, som dog slet ikke var til Hinder for nogen Fremgang eller Dannelse. Saaledes vilde det let hænde, at enkelte gamle Navne bleve anseede som forældede og ikke længere passende, især hvis de vare noget sjeldne i Omegnen. Var der f. Ex kun een Mand i Bygden, som hedte Tormod eller Gaut eller Hallkjell, saa fik man gjerne høre, at Manden selv var misfornøiet med sit Navn og ønskede, at det var afskaffet. Og noget saadant seer man da ogsaa Spor til i Folketællings-Listerne, da det af og til forekommer, at en Mand har flere Sønner og Døtre, men ingen af dem er opkaldet efter hans eller Konens Forældre, som netop havde ægte gammelnorske Navne. I andre Tilfælde finder man, som før er omtalt, at det gamle Navn har faaet en ny Form eller er forlænget med en fremmed Endelse, f. Ex. Amandus for Aamund, Gunnerius for Gunnar, Aasina for Aasa, o. s. v.

Imidlertid er der dog Tegn til, at man paa enkelte Steder har begyndt at sætte større Priis paa de gamle Navne. Den lettere Adgang til Kundskab om vor gamle Historie har nemlig virket, at der blandt de mere oplyste Folk findes enkelte, som have valgt sig norske Navne for sine Børn og derimod vraget de nydannede eller fremmede, som ellers kunde tilbyde sig. Dette er da noget, som giver Haab om Forbedring i Skikken, ialfald paa nogle Steder, og det er derfor at ønske, at flere skulle gjøre det samme. Da imidlertid ikke alle de gamle Navne ere lige gode (s. S. 53), vilde det dog være nyttigt at gjøre et skjønsomt Valg, og derved burde man da netop holde sig til saadanne Navne, som virkelig have været brugelige og sædvanlige her i Landet. Det er nemlig at mærke, at der ved Siden af vor egentlige Historie ogsaa findes en og anden Saga, som er udsmykket ved Digtning eller maaskee heelt igjennem et Digt. Og naar man nu søger Navne blandt mærkelige Personer i en Saga, kunde man altsaa let slumpe til at opkalde en Person, som egentlig kun var en Helt eller Heltinde i en Roman.[15] Dette er noget, som ikke behøves, da vi allerede i de paalidelige Skrifter finde et rigt Forraad af gode Navne fra Fortiden. For det første er der flere af de hidtil bevarede Navne, som nu ere lidet bekjendte, men fortjente at komme mere i Brug; dernæst er der mange, som før have været brugte, og som godt kunde bruges endnu (s. S. 51, 52); og endelig er der ogsaa Adgang til at danne sig flere Navne af de gamle Navneled, saaledes som forhen er forklaret (S. 56). Paa saadan Maade kunde den gamle Navneskik atter opfriskes og fornyes til en gavnlig Modvirkning mod Lysten til fremmede Navneformer.

Til Slutning er det da ogsaa at mærke, at vi hos tænksomme Folk i andre Lande vistnok vilde vinde større Ære ved en saadan Fornyelse af den gode gamle Brug end ved al den fremmede Prydelse, som vi ellers kunde skaffe os. Alle Folk med nogen Selvfølelse pleie dog at sætte nogen Priis paa sin egen Slægt og sine egne Ættemærker, saa at de ikke gjerne ville forvexles med andre Folk. Nu er det rigtignok Sproget, som er det største og vigtigste Kjendemærke for et Folkeslag; men ogsaa Navneskikken hører med til Folkets Ættemærker, og man har ogsaa Exempler paa, at Folk, som have vanskjøttet sine Forfædres Sprog, alligevel have bevaret sine særegne Navneformer. Saaledes har da ogsaa ethvert Folkeslag visse Egenheder i sit Navneforraad, saa at man sædvanlig kun behøver at see nogle faa Navne, for at kunne skjønne hvad Land de tilhøre. Disse Former ere saaledes ei alene et Kjendemærke, men de ere ogsaa en Deel af Folkets fælles Arv og Eiendom; og det maatte da synes underligt, om Folket selv vilde vrage og foragte denne Eiendom; thi derved vilde dog Folket ikke vinde noget, som har virkeligt Værd. De Navneformer, som vi finde mest agtværdige hos andre Folk (f. Ex. Engelskmænd og Tydskere), ere netop de, som de have havt fra de ældste Tider og som vi altsaa gjenfinde i deres gamle Historie. Noget lignende maa vel disse Folk ogsaa synes om vore egne Navne, og saaledes er det da ikke nogen Ære for os, om vi netop nu skulde vrage og forkaste de Navne, som vore Forfædre have brugt. Det er dog netop disse Navne, som paa bedste Maade stemme sammen med vore historiske Minder, med vore Hjemsteders Navne og med Folkets nedarvede Tungemaal i det hele. De tilhøre Landet fra umindelige Tider, de tilhøre det Folk, som har ryddet Grunden og bygget Gaardene i dette Land, og som vi ogsaa pleie at kalde vore Forfædre. Og hvad man nu ellers vil sige om disse Forfædre, saa er det ialfald vist, at de have havt ef godt Skjøn paa Former for Ord og Navne, og ade allerede i deres Navneformer have efterladt os noget, som hverken behøvede at omskabes eller att skaffes, men som tvertimod til alle Tider burde hos des i Agt og Ære.

Enkelte Tillæg.

S. 8. Audun ansees som en anden Form af Audvin, ligt engelsk Edvin. — S. 13. Egil synes dannet af Roden „Ag“ (ɔ. Ave, Frygt). — S. 20. Gyda synes at have en Sammenhæng med Formen „gud“ for „gunn“ (S. 17) og altsaa at være omtrent det samme som Gunna. — S. 21. Haakon forklares som høibyrdig eller hørende til en god Æt. — S. 25. Ivar henføres til et gammelt Ord „Iv“, som betyder en Skydebue eller Træ til en Bue, altsaa „Iv-har“, ɔ. Bueskytter. — S. 27. Kjetel. Den her tilføiede Gisning støtter sig til et gammelt engelsk kettle-hat, og det hollandske ketel-hoed, ɔ. Stormhat, Stormhue. — S. 28. Ljodolf hører til et gammelt Ord Ljod, ɔ. Folk, Slægt (= Lyd). — S. 37. Sumarlide kan forklares: En som gaar eller reiser ud om Sommeren; modsat Veterlide. — S. 43. Torvil. Skulde maaskee det gamle Thorivil være en Omstilling af Vil-thorir? — S. 63. Rid er af Munch forklaret anderledes, nemlig som en anden Form af frid (smuk). — Ved Ordet Thor kunde tilføies, at naar det staar som Slutningsled, kan det tildeels forandres til „Dor“, saasom Arndor, Bergdor (Berdor) og Halldor, som allerede findes i gamle Skrifter.

  1. ↑ Saadanne ere: Audkjell, Gardbrand, Haavald, Herdag, Inggard, Lidvald, Oddmund, Sigbrand, Sterkulv, Tormund. — Audgunna, Herbera, Isborg, Mundhild, Rannfrid, Sigborg, Sæbjørg, Tjodvor, Torborg, Vehild, Øyunn, — og flere, som ere mindre tydelige.
  2. ↑ En tydsk Sprogforsker, Förstemann, har udgivet en Navnebog, som omfatter de tydske Navne, som findes optegnede fra Tiden før Aaret 1100. I denne Bog opregner Forfatteren 225 Navne, som ende med frid, 289 med hari (here), 281 med hild, 290 med wald, og 381 med wulf (ulf, olf). Og ved at see paa Forledet finder man omtrent 100, som begynde med Adal, 80 med Hari (eller Her), 80 med Hildi, 70 med Sig, og 60 med Gund. Men herved maa dog mærkes, at denne Navnebog omfatter et meget stort Folketal, nemlig ei alene de høitydske Stammer men ogsaa Gother, Saxer og Friser.
  3. ↑ Særdeles rig Oplysning herom forefindes i en Bog af August Fick: „Die griechischen Personennamen“. Gøttingen 1874.
  4. ↑ Denne Opfatning er især gjort gjældende af Fr. Stark, i „Die Kosenamen der Germanen“ (1868), ligesaa af K. G. Andresen i „Die alt-deutschen Personennamen“ (1873) og af A. Fick i den før nævnte Bog om de græske Navne (1874). Og allerede tidligere finde vi den samme Mening udtalt af den engelske Fortidsforsker Kemble i hans Afhandling om de gammel-engelske Navne (On the Names of the Anglosaxons, 1845).
  5. ↑ Et andet Ord er „rod“ som Slutningsled, saasom i Navnet Gunnrod. Det har været skrevet rød (rødr); men Betydningen er meget uvis.
  6. ↑ Saaledes blandt de gammel-engelske Navne: Herevald og Valdhere, Sigevulf og Vulfsige; ligesaa blandt de gammel-tydske: Vighart og Hartvig, Fridvald og Valdfrid, Folkrat og Ratfolk, og mange flere. Ogsaa i de gamle græske Navne findes en Mængde af saadanne Omstillinger, saasom Demonikos og Nikodemos, Theotimos og Timotheos, Laomenes og Menelaos o. s. v. Hertil høre Kvindenavnene Theodora og Dorothea, som ogsaa ere komne i Brug hos os.
  7. ↑ Noget lignende betyder vel ogsaa Navnet Leidulf. Det minder stærkt om den Talemaade „Fyremunen er leid“, d. e. et For spring er en slem Ting (nemlig for dem, som skulle kappes med den, som har faaet Forspring). Noget saadant ligger vel ogsaa i de gamle Navne Ugjest, Uspak, Utrygg og Illuge. Mere besynderlige ere saadanne som Bjug og Skakk, hvis ikke de kunde betyde: En som kan bøie eller sætte skjævt. Dog kan dette ogsaa have været Tilnavne; der er ialfald et Exempel paa, at Ordet skjalg (ɔ: skeeløiet) var først et Tilnavn, men blev siden brugt til Fornavn.
  8. ↑ Om den nuværende Navneskik paa Island finder man fuldstændig Oplysning i et Navneregister, som er indført i „Skyrslur um Landshagi“ for 1858, og som baade indeholder alle Navne og tillige Tallet paa de Personer, som have hvert enkelt Navn.
  9. ↑ Ved Sammenstilling af Marina, Maren og Mari, faar man samme Overgang som i: Elina, Elen og Eli; Karina, Karen og Kari. (Jf. Kristina og Kristi, Malina og Mali). Noget „Marin“ er rigtignok ikke forefundet i vore gamle Skrifter; men det er i Brug paa Island og kunde gjerne ogsaa være gammelt her i Landet.
  10. ↑ Saadanne fordunklede Former som „Silla“ og „Magla“ bør helst indtil videre skrives efter Udtalen. Det kan ogsaa her tillægges, at der er enkelte Navne, som see ud som norske, men dog neppe er det. Den gamle Form „Martein“ er nok egentlig kun en Tillempning af det romerske Martinus. Navnet „Teis“ ligner det gamle norske Teit, men er neppe noget andet end Matthæus. „Durdei“ er ogsaa en Form, som klinger norsk, men kan neppe henføres til noget andet end Dorothea. Mere tvivlsomme synes „Daave“ eller „Daae“ (paa Voss) og „Noje“ eller Nogje (paa Søndmøre); det første skrives David, og det andet Noe (Noa); men det kunde hænde, at de dog havde en anden Grund. Navnet „Joel“ i Nordland er vistnok bibelsk, men „Joel“ i Raabygdelaget falder sammen med Jøel og Ljoel til det gammelnorske Ljodolf.
  11. ↑ Det er mærkværdigt, hvor mange Navne her er, som begynde med „Ol“ og ende med en fremmed Form. Saaledes Olia og Olea, Olevina (Olefine), Olufine, Olina, Oliana og Oleana, Olinane, Olanna, Oletta, Olise og Olovise. Af Mandsnavne mærkes: Olaus, Olaves, Olavius, Olevinus og Olai (som egentlig betyder Olafson).
  12. ↑ Paa Grund af den uheldige Skik at slutte Hunkjønsordene med „e“, i Stedet for „a“, er man paa nogle Steder tilbøielig til at gjøre Forskjel paa Anna og Anne, Marta og Marte, Sara og Sare, saa at Formen med „a“ betragtes som et andet Navn og faar en anden Betoning, nemlig det afsluttende Tonelag (ligesom i et Eenstavelsesord). Det er maaskee ikke frit for, at det samme skeer med gammelnorske Navne, som Thora, Gyda, Aasta, paa de Steder, hvor de ere nylig optagne og ikke nedarvede.
  13. ↑ I vore gamle Brevbøger findes sædvanlig kun eet Navn for hver Person. Der er kun nogle faa Tilfælde, hvor en Kvinde, som havde givet sig ind i et Kloster, havde faaet et nyt Navn foruden sit eget; saaledes: Jorunn Constantia (Dipl. 1, 141), Sigrid Potentiana (Dipl. 2, 74), Gudrun Anna (Dipl. 2, 205). Men det har nok været en Skik, at en Kloster-Dame skulde have et vist Helgen-Navn, som kun brugtes i Klosteret.
  14. ↑ Forsaavidt man kunde finde det bekvemmere at bruge Fadersnavnet som Tilnavn, kunde der ofte være Leilighed til at sætte Navnet i en ældre og mere norsk Form, fornemmelig ved at skrive „son“ i Stedet for „sen“ og tillige optage en fuldkomnere Navneform, f. Ex. Erikson, Einarson, Gunnarson, Olafson, Sveinson. Om Formen „son“ er at mærke, at den baade er den gamle og rette norske Form og tillige svensk og engelsk og tydsk. (Tydskerne skrive sædvanlig Sohn). Vi komme altsaa i stort Selskab, naar vi bruge denne Form.
  15. ↑ Det nærmeste Exempel herpaa er Navnet Frithjof, eller egentlig Fridthjof (ɔ: Fred-Tyv). Dette findes, saavidt jeg ved, hverken i vore gamle Brevbøger eller i vor paalidelige Historie; derimod forefindes det i en islandsk Saga, som har nogen Lighed med en Roman, og som maaskee ikke har været synderlig bekjendt her i Landet, førend efterat den var omarbeidet til et nyt Digt af den navnkundige svenske Digter Tegnér. — Ordet „Thjof“ i et Par andre Navne er ellers forhen omtalt (S. 54).